Tidligere på generalforsamlingen var der allerede blevet dannet en ny arbejdsgruppe under UIAA, da der blev nedsat en arbejdsgruppe om ekspeditioner, der skulle vurdere, om der var behov for at genoplive den hedengangne Expeditions Commission, eller om man kunne nøjes med at fortsætte som arbejdsgruppe, Men da jeg så agendaen kunne jeg se, at der skulle tages beslutning om ikke bare én, men to arbejdsgrupper, idet det også var foreslået at danne en arbejdsgruppe med det formål at genoprette respekten for traditional klatring. Baggrunden for dette forslag var et responsum fra Duncan Ferguson, en fremragende skotsk is- og mixed klatrer fra 1970'erne, som kommentar til, at 30 år gamle isklatreruter nu var blevet boltet for at forøge sikkerheden. Duncan havde i den forbindelse kommenteret, at "It is the nature of the climbing community worldwide that the vision and art of the first ascensionist is respected and celebrated, because it is a tangible reflection of the potential of that human at that moment of time. It is up to us to live up to that or to put it aside as a wondorous point of inspiration and a mirror for humility - most often both at the same time!" På en måde var et sådant statement ikke overraskende, og så alligevel. For jeg lærte min klatring i begyndelsen af 1980'erne, på et tidspunkt hvor man respekterede førstebestigeren og de naturlige vanskeligheder. Det var clean climbing efter "Leave nothing but footprints" mantraet, og hvor man i respekt for førstebestigeren ikke ændrede på ruten når først den var klatret. Omend vi alle sammen godt ved, at sådan funker det ikke i virkeligheden. For hvis man ikke er committed nok til at klatre en rute i samme stil som førstebestigeren i sin tid gjorde det, så er det i dag tilsyneladende helt acceptabelt at svække seriøsiteten af ruten, ved at sætte ekstra bolte. Og vi ser også i dag, hvordan nye boltrækker skyder op langs med for længst etablerede ruter. Ruter som en gang var en milepæl i den lokale udvikling bliver i dag reduceret til et simpelt træningsobjekt. Selvfølgelig forestiller jeg mig ikke at vi alle skal skifte det avancerede grej ud med nagelstøvler og hampereb. Men der er i dag så meget forskelligt sikringsudstyr, hvor man kan sikre stort set enhver rute, at man ved at besudle klippen for tid og evighed med ekstra faste bolte blot beviser, at man selv ikke var god nok. Derfor må man bestemt hilse et sådant initiativ velkommen, hvilket der også var stor opbakning for på generalforsamlingen. Doug Scott fik til opgave at sammensætte en arbejdsgruppe om dette emne, og navne som Dave Dornian fra Canada, præsidenten for Youth Commission Anne Arran og Michael Pupeza fra Management Committee blev foreslået. Som en hilsen til den nye arbejdsgruppe forlød det fra komiteen Piolet d'Or, at man fremadrettet ikke ville nominere ekspeditioner, hvor der var en boremaskine med på udstyrslisten. Måske en lille begyndelse, men dog en begyndelse. Som det første tiltag udbad arbejdsgruppen sig tilbagemelding fra alle medlemsorganisationer om den lokale bolt-politik.