Navigation:    
Start  >  Blog 
> 23. november 2010
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Er det gratis at slå på mænd? Tirsdag, 23.11.10

En af forsideartiklerne i dagens udgave af gratisavisen 24timer er, at Mænd, der slår på kvinder, er dyre for samfundet. Og artiklen på knap en fuld side inde i bladet fortsætter med udsagn som at "det koster samfundet 65.000 kroner, hver gang en mand slår en kvinde" - "Vold mod kvinder er så stort et problem, at det koster samfundet omkring en halv milliard om året" - "vold er krænkende for kvinders rettigheder" - "der er penge at spare, hvis hjælpen til at bryde ud af et voldeligt forhold gøres mere målrettet" - "mange voldsramte kvinder og deres børn får ikke bearbejdet deres traumer" og "kvinderne står uden et sted at bo og uden arbejde, samtidig med at mange fortsat har brug for hjælp til at bearbejde det, de har været udsat for". Selvfølgelig skal vi jo ikke gå rundt og slå løs på hinanden, det stadium burde vi være kommet over. Men er det ikke krænkende for enhver voksen person, at partneren slår løs på en? Hvorfor er det krænkende at manden slår på kvinden, men angiveligt ikke krænkende når kvinden slår på manden? Ikke et eneste sted i artiklen står der noget om konsekvenserne når kvinden slår på manden. Til trods for, at der næppe er nogen kommune herhjemme, der ikke har et tilbud til voldsramte kvinder. Mens det er de færreste kommuner der har et tilbud til voldsramte mænd. De 65.000 kroner der refereres til, udgøres af tre stort set lige store omkostninger: dels ophold og rådgivning på landets godt 40 kvindekrisecentre, dels udgifter til retsvæsen og fængsling af voldsudøverne, og dels udgifter i sundhedsvæsenet og tabt arbejdsfortjeneste. Men det er selvfølgelig forholdsvis let at gøre op, hvad det koster når samleveren slår på kvinden. For der findes stort set ikke mandekrisecentre herhjemme, jeg har aldrig hørt om at kvinder er blevet fængslet for at slå på manden, og udgifter i sundhedsvæsenet og til tabt arbejdsfortjeneste bliver sandsynligvis rubriceret under andre forhold på grund af skam. Så er det jo klart at det er gratis når kvinden slår på manden! Kvinders vold på mænd er nok et at de sidste store tabuer herhjemme, og så længe det ikke kommer frem i lyset vil alle jo vedblive at tro på den fordom, at det altid er manden der slår på kvinden. Og når kvinden slår på manden har han jo ingen steder at gå hen med sin frustration!

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.