Navigation:    
Start  >  Blog 
> 25. november 2010
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Danmark - lukket for adgang! Torsdag, 25.11.10

Netop i disse dage er regeringen ved at lægge sidste hånd på finansloven, der beskriver statens budget for 2010, og igen er det ufatteligt nedslående at se, hvordan Dansk Folkeparti holder finansloven som gidsel, blot for at forfægte sine egne usmagelige synspunkter. Blæse være med nedskæringer i millionklassen på de arbejdsløse og andre udsatte grupper, hvis blot de kan gøre livet surt for både udlændinge og herboende danskere. I stedet for en seriøs tilgang til finansloven har Dansk Folkeparti stjålet agendaen til fordel for endeløse diskussioner om tørklæder, burkaer, 24-års regel, paraboler og pointsystemer af forskellig slags. Som om regeringen ikke havde mere vitale ting at skulle diskutere. Såsom manglende vækst, arbejdsløshed og manglende ressourcer i plejesektoren. Udlændingeloven er gennem årene blevet strammet gang på gang, så i dag er det næsten umuligt at komme her til landet, med mindre du har en doktorgrad fra Harvard University, tjener en lille million ved fast arbejde, bor i eget parcelhus, taler fejlfrit dansk og i øvrigt ikke ser for fremmedartet ud. Sidste skrig fra den kant er et pointsystem, hvor du skal tjene en vis mængde point sammen for at kunne bo her i landet, og dette pointsystem er så rabiat, at der ville være masser af etniske danskere, der ikke selv ville kunne få opholdstilladelse i deres eget land, såfremt de måtte ønske at flytte hertil. Og så hjælper det ikke at du har fundet den eneste ene under en rejse i udlandet og ønsker at blive gift med ham / hende, hvorfor danskere er tvunget til at flytte til udlandet for at blive gift med deres elskede. For måske senere at kunne vende tilbage på andre vilkår. Med mindre altså man har royalt blod i årerne, da kongefamilien jo uden problemer har kunnet gifte sig med deres kæreste, om så denne kommer fra Hong Kong, Australien eller Frankrig. Jo, der er godt nok sket meget siden 1970'erne, hvor vi inviterede tyrker og pakistanere hertil for at få besat de stillinger, som den jævne danske ikke gad påtage sig som rengøringskone eller pizzabager. Det er mig uforståeligt, at et politisk parti, som gerne vil aftvinge folk respekt og regnes for en seriøs politisk partner, i den grad lader hånt om medmenneskelige hensyn. Især er Dansk Folkepartis hetz mod muslimer specielt uforståelig, da det ligger dybt i islam at man skal være imødekommende over for fremmede, en holdning man bestemt ikke ser hos Pia Kjærsgaard og hendes lakajer. Men selvfølgelig - medmenneskelighed står jo ikke på Dansk Folkepartis dagsorden! Og så Dansk Folkepartis anvendelse af Dannebrog for at legitimere deres hadefulde angreb. Dette er bestemt ikke i orden! Det er sådanne ting der gør, at jeg er ved at føle skam over at være dansker, skam over at blive slået i hartkorn med Pias fremmedfjendskhed, hvilket gør, at jeg i dag ofte skjuler min nationalitet for ikke at blive betragtet som 'en af dem'. Sørgeligt!

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.