Der er næppe nogen sko, der er blevet solgt næsten uforandret gennem 93 år, og da slet ikke sportssko, hvor modellerne sjældent får lov til at leve et år før der kommer en nyere model på markedet. Men således er det faktisk med de klassiske Converses - eller All-Stars, eller Chucks - jo, kært barn har mange navne. Politikens netavis havde i går en artikel om de legendariske Chucks, og som eksemplerne i artiklen viser er der et par Chucks til hvem som helst, lige fra skolepigen på ni år til den pensionerede designer på 74 år. Man kan måske undre sig over, at en så bedaget model alligevel kan blive så populær, at der i dag er solgt over en milliard par af disse legendariske sko. Men måske det netop skyldes at der ikke er blevet ændret særlig meget ved skoene siden de kom frem i 1917. Hvilket betyder, at vel stort set alle på denne jord kender et par Chucks, hvis ikke de selv har haft et par - eller flere. Et par Converse Hi-Tops i dag er en uniform, men ikke mere uniformeret end at man stadig kan sætte sit personlige præg på skoene, og der er vel ikke den farve, man ikke har kunnet få et par Chucks i. Selv har jeg måske 25-30 par, og der er ikke to par der er ens. Chucks i dag er qua sin umodernitet ubrugelig til sit oprindelige formål, og der er i dag ikke nogen professionelle basketballspillere, der kunne forestille sig at spille en kamp i et par Chucks, med en støtte og en affjedring som et bræt. Den fordel har Chucks dog, í forhold til mange andre basketsko, at de er bløde og smidige, og sidder urokkeligt fast på foden når først de er gået til og er bundet stramt. Hvilket er grunden til, at de efter min opfattelse er perfekte til vandring i klippeterræn, da de er rigtig gode til at stå fast med på klippegrund, omend de er alt for bløde til decideret klatring. Samtidig er der jo ikke noget der er værre end splinternye Chucks, og ved at bruge dem i hårdt terræn kan de hurtigt få det eftertragtede, lidt trashede look. At skoene også er alsidige i brug kan jeg også nikke genkendende til, da jeg ikke blot har brugt mine på vandring i klippeterræn, men også til en række andre formål, lige fra decideret bjergbestigning og gletschervandring til internationale møder og konferencer, ligesom de er lige så gode til hverdagsbrug, som til brug som hyttesko, når de efter en snes år endelig en ved at være slidt op. Hvor mange par jeg selv har ved jeg ikke præcist, men jeg har ikke kasseret et eneste par af de mange, jeg har købt gennem måske 25 år. Og jeg har til stadighed øjnene åbne for nye farver eller kombinationer, jeg ikke allerede har.

2005: Converse Chuck Taylor Hi-Top på vejen ned efter
bestigning af Guadalupe Peak, det højeste bjerg i Texas.