Navigation:    
Start  >  Blog 
> 21. december 2010
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Vinterimpressioner på årets korteste dag Tirsdag, 21.12.10

Her i nat har jeg tilbragt natten ude i Brønshøj, da jeg havde fået lokket en af mine gode venner til at give mig en nat i min sleepsack, som jeg som bekendt ikke kan lukke mig selv ind i. Og som altid var det en dejlig fornemmelse og ren mental afslapning at ligge varm, fast og behageligt, uden at skulle tænke på noget som helst andet end bare at koble hjernen fra. Vel egentlig en form for meditation, når man hverken vil eller kan foretage sig noget som helst, før man bliver lukket ud den følgende morgen. Solen var for længst stået op da endelig jeg blev lukket ud i den kolde virkelighed, og så kunne det kun gå for langsomt med at hente morgenbrød mens Jan lavede kaffen. Så fik vi en times tid sammen, og så var det tid til opbrud - han skulle ud og købe de sidste julegaver, og jeg havde også selv opgaver der lå og ventede mig derhjemme.
Således var det ud på formiddagen da jeg kom ned på Frederikssundsvej for at tage bussen hjem. Vejret var flot og jeg havde ikke specielt travlt, så jeg valgte at gå det første stykke vej, så kunne jeg altid tage bussen fra Brønshøj Torv. Trods juletravlheden var det overraskende stille på Frederikssundsvej, men det skyldtes at der var dumpet 15-20 cm sne i nattens løb. Jo, vi har fået vinter igen, og selv om det stadig kan nå at ændre sig tyder mere og mere på, at vi får en hvid jul igen i år - hvilket i givet fald vil være første gang i Meteorologisk Instituts historie, at vi har fået hvid jul to år i træk. Det er i hvert fald en pæn bunke der ligger, og med let overbærenhed betragtede jeg hvordan bilerne skøjtede rundt i sneen på Frederikssundsvej, og havde store vanskeligheder ved at kravle op over den lille bakke til Brønshøj Torv. Gad vide hvornår folk lærer at få vinterdæk på i tide.
Men kommunen er nu heller ikke for god, for den lange snevinter vi havde sidste år betød, at man stort set havde brugt hele årets snebudget allerede i februar, og der derfor ikke rigtigt var råd til at iværksætte en ordentlig snerydning før 1. januar 2011. Og selv om man havde haft råd til det ville det være tvivlsomt om der ville være salt nok til det. Det er jo ikke bare Danmark, men hele Nordvesteuropa, der har fået mængder af sne, så salt er stort set udsolgt overalt. Måske folk blot skulle lære færdselslovens første grundregel: at køre efter forholdene. Men faktisk syntes jeg det var fedt at trafikken var så rolig, uden den ellers sædvanlige stress der plejer at være. Det holdt bare ikke så længe, for da jeg endelig tog bussen var passagererne usædvanlig vrisne. Sure over at jeg stod i vejen for dem, fordi jeg gav plads til alle de andre, der også skulle ud af bussen. Heldigvis formåede det ikke at ødelægge mit gode humør, jeg stadig havde efter nattens meditation.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.