|
|
Ny dragt - og nye løbesko!
|
Fredag, 31.12.10
|
Så blev det årets sidste måned, og endnu en gang kan jeg se tilbage på en måned uden specielt positivt indtryk fra løberiet, da jeg her i december kun nåede op på 54 km, hvilket er 23 km færre end samme måned i året før. Og derved har jeg i et halvt år i træk haft tilbagegang i kilometrene i forhold til de samme måneder året før. Alt i alt nåede jeg således kun op på at løbe 719 km i 2010, så det var altså kun sidste år det lykkedes mig at komme op over de 1000 km. Hvis jeg skal finde en årsag til dette må jeg sætte fingeren på de problemer jeg har haft med det venstre knæ det sidste halve år, og som for alvor brød ud da jeg løb halvmarathon'en ved Gay Games i Köln i sommers. Jeg havde jo ellers for længe siden sagt til mig selv, at jeg skulle søge professionel assistance for at finde en forklaring på dette, men jeg bliver mere og mere overbevist om, at årsagen ligger i det nye mærke i løbesko, som jeg gradvist skiftede over til i løbet af foråret, selv om de sko både passer til min løbestil og har den rigtige størrelse. Men nu har jeg bestilt to par af den nyeste version af mine seneste Saucony Triumph løbesko her i England, og nu jeg er fremme i London kan jeg konstatere at de nåede frem i tide, og jeg derfor kan se frem til at starte et nyt løbeår i dem. Jeg har dog ikke helt droppet mine planer om at give den i Under Armour, for som jeg fortalte i min blog i går har jeg jo anskaffet den her Recharge-heldragt derfra, og efter at have gået i den det meste af en dag her i London må jeg sige at den er rigtig fed at gå med, næsten endnu federe end den ser ud til på billedet. Så måske Under Armour skulle blive ved det, som de er gode til, nemlig dejlig tynd, stram og tætsiddende beklædning, som ikke overlader noget til fantasien! Af andre hovedtræk fra dette års aktiviteter på løbefeltet har antallet af løbeture været 9% lavere end i 2009 mens de tilbagelagte km har været 35% lavere i 2010 end i 2009, hvilket jeg ser således, at selv om mine knæ ikke har været glade for at blive brugt så meget har jeg dog taget en løbetur næsten lige så hyppigt som i året før - omend dette i overvejende grad skyldes de mange opvarmningsløbeture jeg i dag foretager i motionscentret, så faktisk har næsten halvdelen af mine løbeture i 2010 være indendørs. Sørgeligt! Hvilket også betyder at den gennemsnitlige længde af mine løbeture er helt nede på 6,48 km i modsætning til de 8,79 km jeg havde året før. Derimod har vægten været stort set uændret, da jeg kun har taget 1,1 kg på i løbet af 2010 til trods for det væsentligt lavere km-tal. Og det skyldes nok at det er lykkedes mig at holde mig helt fra kagehylden i supermarkedet i år, bortset fra når jeg har købt ind til vennebesøg. Så når alt kommer til alt har året i år ikke været så ringe endda!
|
|