|
|
Loven begrænser discount som det eneste saliggørende
|
Mandag, 24.01.11
|
Penge er ikke alt - men for mange er penge tilsyneladende det eneste lyksaliggørende. Mange køber i dag papkyllinger eller andre underlødige madprodukter, blot for at spare et par skillinger, og er så ligeglade med at kyllingen skal leve hele sit liv på et ark A4 og får ætset sine fødder fordi de går hele livet i deres eget lort. Og folk fylder sig med usunde læskedrikke og slik, mens man samtidig ikke ser nogen problemer i at smide milliarder ud på spil, som til enhver tid har givet mindre i gevinst end folk har spillet for. Men vi får det jo som vi vil ha' det, indtil man måske lærer at kvalitet altså også betyder noget, og at man erfarer at man ikke længere får det produkt man forventer. En flybillet er jo ikke bare en flybillet, selv om det er de færreste der tænker på, at man foretager et fravalg af service, når man køber en billet med et lavprisselskab. Hvilket Chris og Ray jo erfarede sidste måned, da de skulle hjem fra Köln. Som jeg fornemmer det er prisen det eneste paramenter, som lavprisselskaberne vil lade sig vurdere efter. Men der er grænser, og hvis selskaberne og kunderne ikke kan holde niveauet selv, er det heldigt at vi har myndighederne. Som Politiken skrev her i weekenden, har en spansk domstol afgjort at det er ulovligt, når det irske lavprisselskab Ryanair kræver 40 pund for at printe de rejsendes boardingkort ud i lufthavnen. Ryanair forventer nemlig, at deres passagerer selv printer deres boardingkort ud, og hvis de ikke selv kan gøre det er det ifølge Ryanair højst rimeligt at selskabet tager 350 kr. for den service. Og hvis man ikke selv har adgang til en computer og derfor er nødt til at slæbe en med selv, så skal firmaet nok tage sig betalt for det også! Men det gebyr på 350 kr. er jo ikke det der fremgår af tilbudene, og alt andet lige medvirker det til at gøre priserne endnu mere uigennemskuelige. Ryanairs svar på dommen er, at så vil selskabet simpelt hen fjerne muligheden for at printe boardingkort ud i lufthavnen. Så hvis man møder op uden at have gjort arbejdet hjemmefra kommer man simpelthen ikke med flyet - og skal nok betale et andet gebyr for at booke om, hvis da ikke billetten simpelt hen er tabt. Heldigvis er SAS herhjemme ikke gået så langt, og har angiveligt heller ikke planer om det! Gad vide hvor længe det varer før Ryanair installerer pedaler ved flyenes sæder?
|
|