Navigation:    
Start  >  Blog 
> 27. januar 2011
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Nepal efterspørger flere turister Torsdag, 27.01.11

Det er altid en god oplevelse at komme på besøg i Nepals officielle repræsentationslokaler, specielt efter landet har åbnet deres ambassade her i København. Og således var det også her denne aften. Temaet for denne aftens reception var en præsentation at årets Visit Nepal Year samt i denne anledning en anerkendelse af de danskere, der havde besteget Mount Everest. For at tage det sidste først var det temmelig overraskende, selv for mig, hvort mange danskere der havde besteget Mount Everest - taget i kronologisk rækkefølge: Lene Gammelgaard, Søren Gudmann, Søren Smidt, Mads Granlien samt de to senest tilkomne: Stina Glaving og Christian Trolle Nielsen, der begge havde besteget bjerget i forgangne år som deltagere på en kommerciel ekspedition. Michael Knakkergaard kunne desværre ikke være til stede, da han vistnok stadig lå på Makalus østflanke efter sit styrt fra bjerget i 1998. Egentlig forunderligt at der er så mange, der har besteget Mount Everest, og derved har valgt at gå i andres fodspor i stedet for at tage fat på en af de andre ottetusindere, der endnu ikke er besteget af danskere. De to sidstnævnte havde jeg ikke hørt om - hvilket måske også var et tegn på, at medierne er ved at være lidt overfodret med nyheder om bestigninger af Mount Everest. Men under den efterfølgende cocktailmiddag benyttede benyttede jeg lejligheden til at få en snak med Christian, og det tog nu ikke lang tid for ham at få nogen af mine fordomme afmonteret. Især da han begyndte at tale om hans bestigning af Mount Vinson. Bevares, Vinson er jo også en af de Seven Summits, men alene det at begive sig til et så afsides liggende bjerg aftvinger respekt!
Den anden del af receptionen var en præsentation af turiståret i Nepal 2011, og her kom et godt indlæg fra Lars Gundersen, der erklærede at man vil forsøge på at nå en besøgstal på en million i år. Tallet har været stigende de seneste år, på trods af finanskrisen, og man nåede op på 700.000 besøgende sidste år, hvorfor der burde være mulighed for at kunne nå millionen i år. Lars gik så ind på, hvilke vanskeligheder der var for at nå dette mål, og han nævnte her fem udfordringer. Dels flytransporten, da der stadig ikke findes direkte fly fra Europa til Kathmandu, men at det ville være en opgave for de store europæiske luftfartsselskaber at løse. Dels den politiske situation og fraværet af en egentlig grundlov - det kunne vi jo ikke rigtigt gøre noget for herfra, men blot håbe at grundloven bliver vedtaget inden 28. maj som ifølge planen. Dels en bedre infrastruktur, da det købedygtige publikum er noget oppe i årene og gerne vil kunne komme mere planmæssigt frem, en udfordring der er både dyr og vanskelig gennemførbar i det bjergrige land. Dels bedre hoteller, da mange potentielle gæster ikke stiller sig tilfreds med et trekking lodge, men forventer 4- eller 5-stjernede hoteller. Og endelig en spredning af turismen, så der bliver flere turistmål at komme efter og lettere tilgængelighed, så de få eksisterende og forholdsvis let tilgængelige lokaliteter ikke bliver skamridt. Så: jo, der er stadig masser af udfordringer for turismen i Nepal

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.