Jeg havde ikke deltaget i IFSC plenarforsamlingerne siden Torino i 2009, og efter jeg her i efteråret havde spurgt klatreforbundets formand om han behøvede min assistance ved den kommende forsamling, uden at det så ud til at være nødvendigt, havde jeg ikke regnet med at skulle deltage ved mødet i Rom i år. Men sådan skulle det ikke være, for i sidste måned fik jeg at vide, at formanden skulle på skiferie i perioden, og så måtte jeg altså til Rom. Allerede i flyet blev jeg overrasket, da min gode kammerat Andrea også skulle med ned til Rom for at overvære et rugbystævne. Desværre nåede han at forlade flyet i Rom inden jeg også nåede ud.
Jeg havde aldrig været i Rom før, men allerede da jeg fløj ind fra det tyrrhenske hav fik jeg et godt indtryk af stedet. Ikke solstegt og støvet som mange andre steder sydpå, og ikke overbefolket og beklumret som mange andre storbyer i øst og vest, men under indflyvningen til Fiumicino gled vi hen over et parkagtigt landskab, som indbød til spændende oplevelser og behagelig afslapning. Dette glansbillede skulle dog snart krakelere. Fiumicino lufthavnen var let nok at finde rundt i. Her var fire automater til at købe billetten ind til Rom i. Den første var forsynet med et stort skilt, der viste at automaten ikke virkede, og den anden kunne ikke tage kreditkort. Den tredie virkede fin nok, jeg kom gennem alle menuerne og fik læst mit kreditkort, men kunne så alligevel ikke få en billet, da automaten var løbet tør for papir. Noget sådant burde være meddelt inden man gik i gang med tasteriet! Nå, men den fjerde automat virkede tilsyneladende, at dømme efter køen der, så jeg valgte at gå i det manualle biletsalg i stedet.
Den direkte DaVinci ekspres kørte uden stop til Roma Termini, men hvor var stationen? Udgangen førte til en søvnig gade, og der var ingen skilte, der viste vej til banegården. Jeg gik derfor rundt om den bygningskrop, jeg formodede var banegården, og kom efter ca. 20 minutter til et posthus, hvor jeg i det mindste kunne få lidt kontanter. Her fandt jeg også en trappe op til et andet level, hvorfra jeg kom ud til et andet stationsområde, og herfra direkte ud til en stationsgade. Uden at jeg umiddelbart kunne forstå, hvordan jeg kunne have passeret gaden uden at have set den. Og da jeg fandt en taxastand var der sågar en hovedindgang til stationen bag mig! Jeg kom frem til det officielle hotel, blot for at erfare at jeg var blevet snydt af taxachaufføren, ikke blot med en horribel pris for en relativ kort tur, men det var også lykkedes ham at fuppe mig for 40€. Sidst, men ikke mindst, var det en længere vandretur på over en time at nå frem til mit hotel. Men i det mindste var det en rigtig flot vandring hen over bakkekammen i solnedgangens skær. Jeg tror alligevel jeg ville komme til at synes om Rom!

Udsigt over Rom fra Passegiata de Gianicolo.