Jeg har deltaget i de regelmæssige generalforsamlinger i UIAA og i IFSC i over 10 år, i UIAA siden mit første møde i Paris i 2000, og i sportsklatresammenhæng siden møderne i ICC, en underafdeling, der senere forlod UIAA og dannede IFSC. Min deltagelse i IFSC har de senere år været mindre vedholdende, i takt med bjergklubbens nedprioritering af internationalt klatresamarbejde, omend jeg stadig har nogen kontakt, takket være min funktion som backup i klatreforbundet.
Personligt synes jeg det har været et stigende spørgsmål, hvorvidt sportsklatrng og bjergbestigning hører sammen. Internationalt har opsplitning været tendensen, hvor først sportsklatrerne, og siden skibestigerne forlod UIAA, hvorimod man andre steder med fordel har smeltet de to afdelinger sammen. Fritz Vrijland fra Holland har ofte talt varmt om de positive erfaringer man har haft med at fusionere aktiviteterne, hvoimod man i Danmark har gået begge veje, idet man fra bjergklubbens side først har udkrystalliseret sportsklatringen i DSF, senere DKlaF, og senere selv er blevet en del af Klatreforbundet, og tilmed nu er i færd med at fryse bjergbestigerne ud af bjergklubben.
I løbet af de seneste fem måneder har jeg deltaget i generalforsamlingerne i både UIAA og IFSC, og det slår mig, hvor stor forskel der er på de to aktiviteter. Som bjergbestiger lader man naturen råde, og indordner sig under denne, mens i sportsklatring bygger man sin egen virkelighed. Med aktiviteter, der fortrinsvis foregår indendørs er det overvejende kun et spørgsmål om teknik, hvor svær ruten skal bygges og hvilke faciliteter der er. Hvorimod i udendørs klatring og bjergbestigning er opgaven meget mere kompleks, da ruten er givet på forhånd, og man ingen indflydelse har på denne. Bortset fra, at man gerne fjerner det mentale aspekt, og gerne banker kæder af borbolte ind i klippen. Hvor blev Leave no Footprints-tanken af? Naturen, det billige skidt, skal blot vige for en tilpasset kunstig virkelighed. Og den vej er både Forbundet og bjergklubben på vej ind på! Jeg græmmes!