Strengt taget kunne jeg have taget hjem fra Rom søndag efter plenarforsamlingen i IFSC, men der var så meget at spare på en flybillet hjem mandag i stedet for søndag, så det mere end rigeligt dækkede en nat mere på hotellet. Så det benyttede jeg mig af! Derved kunne jeg også komme med på den rundvisning i Peterskirken, som arrangørerne af plenarforsamlingen stod bag. Peterskirken lå kun få minutters gang fra hotellet, og nu jeg havde hele dagen til rådighed lå det i luften, at dagen ville blive brugt på kirken. Tidligere har jeg jo heller ikke gjort mig så meget i kirker, men det har jeg rettet lidt op på, først med domkirken i Milano, herefter med den i Köln. Og nu var turen kommet til pavens vigtigste kirke, nemlig Peterskirken i Rom. Peterskirken var et enormt og imponerende bygningsværk, med plads til 6000 gæster inde i selve kirken, og ti gange flere i den søjleomkransede forgård. Jeg fik dog ikke se meget ud af selve rundvisningen, da vi i første omgang blot gik lidt spredt rundt for os selv, og da jeg senere erfarede at selve rundvisningen var begyndt, var det svært at høre noget. Selv om kirkens akustik faktisk slet ikke var så dårlig. Men man taler jo ikke højt i en kirke! Bygningen var enorm, med 125 meter til loftet, så der var rigelig plads. Det var inspirerende at se, hvordan kirken blev brugt til mange ting på samme tid. Bag hovedalteret blev der afholdt en mindre gudstjeneste hver time, en lille sidefløj havde sit eget bryllupskapel, mens en anden havde døbefonten, og lur mig, om ikke der et eller andet sted også var et begravelsesafsnit. Da jeg var der var det jo søndag, og ved middagstid afholdt paven selv velsignelsen fra balkonen, der også blev transmitteret via storskærme på pladsen, og kort forinden fandt der en mindre højtidelighed sted, hvor en række messedrenge tilsyneladende blev indviet i kommende opgaver. Jeg kunne dog ikke undgå at tænke på det dårlige omdømme, som den katolske kirke efterhånden har, med tanke på de mange gange, hvor halvvejs skindøde præster er blevet grebet i at pille på deres små lærlinge. Efter min opfattelse er det simpelt hen så usmageligt, og da slet ikke noget, som præster bør give sig i kast med, tværtimod burde de snarere optræde som beskyttere, lige som jeg gør det, når jeg en sjælden gang er sammen med nogen, jeg finder for unge til at have fået deres egne erfaringer. Den glæde skal de selv opnå ved egen hjælp, ikke ved præsters indblanding!