Navigation:    
Start  >  Blog 
> 10. april 2011
 
Foregående    Index    Dette tema 

  En stump mere på Hallandsleden Søndag, 10.04.11

Jeg har ellers i mange år tilstræbt at jeg hver måned skal søge at foretage en eller anden vandretur, men i løbet af det sidste halvandet års tid har det været meget begrænset hvor meget vandring jeg har foretaget. Naturligvis på grund af den interesseforskydning jeg har gennemlevet i løbet af 2009-2010, men alligevel overraskede det mig, at jeg faktisk ikke havde foretaget en eneste decideret vandretur i 2010. Seneste var i november 2009, hvor jeg vandrede en etape på Kust till Kustleden sammen med Aberjaro-drengene, og forud for denne lå nogle dage i en basecamp ved en sø i Småland. Og ellers samme måned min solotur til Dalarna, som dog nok må siges at have været en af mine bedste vandreture i nyere tid. Men her i denne weekend var jeg afsted på vandring med Allan aka Piv igen, efter ikke at have været på tur sammen i halvandet år. Vi havde i februar 2009 vandret lidt på den sydligste stump af Hallandsleden, og ville dengang have fortsat til Mästocka, men undervejs besluttede jeg at vi skulle holde inde ved Knäred, hvilket skulle vise sig at være fornuftigt nok. For her i weekenden fortsatte vi fra Knäred og nåede i løbet af førstedagen til Mästocka, et sted som ganske rigtigt bekræftede min formodning om, at der ikke var nogle busser, der gik hverken hertil eller herfra. Derimod viste Mästocka sig at være et ganske flot område, en stor lyngklædt hede, som jeg godt kan forstå man har bevaret for eftertiden som naturreservat. Selvfølgelig var mit indtryk også farvet af perfekt vejr med sol fra en skyfri himmel og en dejlig frisk vind fra vest, men jeg tror nok jeg kunne lokkes til at tage dertil igen en anden gang, under de rette omstændigheder. Hen mod slutningen førte vor vej forbi Danska Fall, som var et uventet imponerende vandfald nær Simlångsdalen, hvor Assman-åen løber over højplateauets kant med en højdeforskel på 36m og ned mod Fylleån. Selv om man som dansker nok ikke bør beundre vandfaldet for meget, med tanke på historierne om hvordan en dansk hærdivision blev ledt i baghold her under svenskekrigene!

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.