Vi har nu haft en periode med syv fede år, hvor opsvinget gav penge til Gud og hvermand (næsten), og hvor vores regering pustede yderligere til ilden ved at forære rigets penge væk til alle, der i forvejen havde penge. Men de syv år holdt ikke, og efter den søde kløe kommer den sure svie. Det jeg egentlig føler underligt er, at nu hvor der skal spares penge, så undlader man at spare for de samfundsgrupper, man i første omgang tilgodeså med skattelettelser, og i stedet skærer man ned for de samfundsgrupper, som ikke har kunnet nyde godt af regeringens gaveregn. Eksempelvis har man jo tidligere skåret kraftigt ned på boligskatterne, således at dem, der i forvejen havde råd til at købe sin egen bolig, og ikke blot boede til leje, og så de måske kunne købe en endnu større bolig end strengt nødvendigt. Men nu hvor der skal skæres ned, er det jo ikke disse guldfugle det går ud over; i stedet går det eksempel ud over de arbejdsløse, der har fået halveret dagpengeperioden. Standardløsningen på dette problem er jo, at dem der føler sig ramt jo bare kan få sig et arbejde, og så langt tror jeg at de fleste er enige. Men den virkelige situation er jo noget anderledes, for der er jo flere, der gerne vil have et arbejde, end der er arbejdspladser til rådighed. Vi har jo et samfund, der bygger på, at vi alle trækker på samme hammel for at løse alle landets arbejdsopgaver, og at vi alle kan ernære os heraf. Uanset om man så er privat ansat og tjener penge til arbejdsgiveren, eller om man er offentligt ansat og sørger for at samfundets hjul kan rulle, eller om man er på overførselsindkomst og trækker på den kapital som samfundet opkræver via skatter til vore alles bedste. For egentlig lever vi jo i et økonomisk lukket samfund, og vores betalingsbalance er blot udtryk for meget vi trækker på fremmedkapitalen (læs: udlandet). Hvordan vi så fordeler værdierne intent i landet er jo kun et indenrigspolitisk spørgsmål, og når nu vi her i samfundet bygger på en overbevisning om, at vi alle kan arbejde os til værdierne, er det så ikke også en samfundsmæssig forpligtelse at sørge for, at der er arbejde til alle, der ønsker det? Og er der ikke noget forkert i, at man belønner arbejdsgivere, der nedlægger stillinger for egen vindings skyld, indfører robotter og edb-systemer, der overflødiggør medarbejdere, og herefter blot sender regningen videre til staten? Og er der ikke noget forkert i at man senerelægger pensionsalderen, samtidig med at vi har stigende arbejdsløshed?