Navigation:    
Start  >  Blog 
> 20. april 2011
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Dansk Bjergklub i 60 år Onsdag, 20.04.11

I går kunne Dansk Bjergklub fejre 60 års jubilæum, og selv om bjergklubben sidste år fusionerede med lillebror Københavns Klatreklub var det vel en mærkedag der var værd at fejre. Jeg huskede jo, hvordan man for ti år siden fejrede klubbens 50 års jubilæum med tilbud til alle medlemmer af klubben: for de friske og eventyrlystne arrangerede klubben en jubilæumsekspedition til Østgrønland, hvor der tilmed var mulighed for at bestige hidtil ubestegne bjerge, og for dem, der ikke var så eventyrlystne havde klubben inviteret den berømte franske sportsklatrer Catherine Destivelle til landet, hvor hun gav et fremragende foredrag om alle hendes facetter i klatring, fra sportsklatring i Malis halvørken over vinterbestigninger af Walker Spur til Makalu i Himalaya. Og for dem, der ikke lige havde deres gang i København udkom der et jubilæumstidsskrift i flot firefarvetryk på godt papir. Og hvad kom der så her ved klubbens 60-års jubilæum? Tja, ikke noget. Ikke så meget som et simpelt foredrag, ikke så meget som et enkelt pip fra bestyrelsen, der kunne minde klubbens medlemmer om denne mindeværdige dag! Selvfølgelig ved jeg godt at udadvendte aktiviteter i klubben typisk kommer fra enkelte ildsjæle, som gerne giver deres aktiviteter videre til andre ligesindede, så derfor burde jeg måske også have bragt et indput, men da jeg ved at klubben ikke ønsker mine bidrag til klubbens aktiviteter havde jeg på forhånd trukket mig tilbage og ville blot nøjes med hvad klubben kunne diske op med. Hvilket som bekendt ikke var særlig meget. Men en smule kunne jeg da diske op med, over for de særligt udvalgte. Jeg havde nemlig snakket med Per Bager nogle dage forinden, og da der altså ikke fandt noget sted fra klubbens side kunne vi da som det mindste sørge for, at os få tilbageværende dinosaurer kunne mindes de gode gamle dage. En hurtig rundringning og Erik, Henning og Mohammed var klar på at ses til en gang aftenhygge i går aftes, og jeg smed også en notits ud på klubbens hjemmeside med påmindelse om den tilstundende dag. I håb om at få den ellers usynlige bestyrelse ud af busken. Og ganske vist kom der er par fornuftige indlæg fra de få spredte bjergbestiger-medlemmer, der fortsat var tilbage, men som Anders Strange rigtigt nok pointerede var mange af aktiviteterne i dag flyttet over på internet-fora, for det er jo lettere at smække en stribe billeder ud på en hjemmeside end at tromme folk sammen til at mødes til at se billeder ved en forevisning i Løvstræde. Og det har han jo ret i. Men man kan jo ikke socialisere sig med en computerskærm på samme måde som man kan når man mødes face to face!


På ekspedition i Valle del Colorado, Argentina, 2010

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.