|
|
Udsigt til Ekstra Tur i Berlin
|
Lørdag, 30.04.11
|
Jeg er efterhånden blevet lidt mere afslappet over min manglende løbetræning, for i den sidste måneds tid har jeg ikke haft videre problemer med knæet. Ganske vist er det lidt stift i det når jeg skal gå i hug eller op igen, men det er jo ikke typisk det, man foretager sig når man løber, og de få gange jeg har løbet i den forgangne måned har jeg ikke haft problemer med knæet når jeg har løbet; problemerne har nærmere været min efterhånden begrænsede kondition. Kun 21 km blev det til her i april, og det er selvfølgelig alt for lidt, uanset hvad man sammenligner med. Jeg havde dog en god tur rundt om Sortedamssøen midt i måneden, som egentlig skulle have været i et afslappet men fremfor alt stabilt tempo, og jeg kom da også turen rundt med stort set samme tempo hele vejen, og ingen problemer med knæet eller nødtvungen temporeduktion på grund af manglende form. Det var sådan set en god oplevelse, og trods det at min form var milevidt (bogstaveligt talt!) fra det niveau jeg havde håbet på ved udgangen af marts, gik jeg inspireret heraf på nettet for at se, om jeg kunne melde mig til Berlin Marathon, om ikke andet så dog profylaktisk. Svaret gav dog sig selv, for tilgangen til løbet var allerede blevet lukket engang i februar, da alle 40.000 pladser da var afsat, mere end et halvt år før løbet. Så selv om jeg havde løbet Griseløbet, som jeg havde forestilet mig skulle være afgørende for, om jeg kunne træne op til Berlin, så var det allerede på det tidspunkt alt for sent at melde sig til. Jeg talte herefter med Paul, som havde tilbudt sig som medløber i Berlin, om han havde meldt sig til, men det viste sig at hans tilmelding var blevet misopfattet og aldrig blevet registreret, så det så heller ikke ud til at han kunne deltage i Berlin i år. Sandsynligvis vi så vil deltage i et andet løb i Ruhrdistriktet, som også har flere forskellige distancer, og hvor man blot kan tilmelde sig på dagen. Så jeg vil kunne nøjes med den halve marathon, mens Paul vil kunne tage den hele. En halvmarathon er jo også mere overskuelig at træne op til. Og sandsynligvis Pauls planer om Berlin vil blive udskudt til 2012, hvilket gør at jeg vil få et år mere til at træne op i. Så når alt kommer til alt er det nok alligevel ikke så dumt endda; jeg skal så bare træne op til at løbe en halvmarathon i slutningen af september, og så bruge den som et springbræt til en fornuftig vintertræning, så jeg fra det kommende forår kan bygge op til den fulde marathon.
|
|