I dag fandt det årlige marathonløb sted her i København. Og selv om jeg ikke har haft nogen ambitioner i retning i at stille op i dette løb, dels på grund af den for mig upassende årstid, da det her i slutningen af maj plejer at være for varmt for mig at løbe marathon, og dels fordi mit knæ for tiden ikke rigtigt er villig til at løbe en sådan længere tur, så kan jeg ikke undgå at føle, hvordan det gibber i min krop når jeg ser disse marathonløbere i gang med deres styrkeprøve. Og ønske at jeg også selv kunne være med på den lange bane. I år var vejrforholdene dog rimelig gode til løbet, for efter nogle uger under og efter påske, hvor der var lige varmt nok til at løbe, var det blevet noget køligere op til i dag, hvilket faktisk gav ganske gode løbeforhold. Omend man blot skulle nå at komme i mål inden syv timer, da der sidst på eftermiddagen trak en ganske heftig tordenbyge over. Men løber man en normal bymarathon har man også sørget for at komme i mål længe forinden, for hvis man bruger væsentligt mere end fem timer burde man for længst have set skriften på væggen og trukket stikket ud.
Som sagt har jeg aldrig selv løbet med i WCM - eller Wonderful Copenhagen Marathon, som løbet hed i sin tid, men jeg har dog flere gange stået med ved sidelinien, og især været aktiv med at byde de udmattede og gennemsvedte løbere velkommen i mål. For selv om man ikke selv deltager er det en rigtig god oplevelse at føle vindernes glæde i den vellykkede kamp mod de godt 42 km. Jeg husker tydeligt de mange gange, hvor jeg på en solrig dag delte plasticovertræk ud til løberne da de var kommet i mål, og hvor løberne som regel takkede nej, for det havde de ikke brug for. Men jeg insisterede, for om ikke andet kunne de bruge overtrækket med til erindring. Og hvordan flere nogen tid senere kom og takkede mig fordi jeg havde påtvunget dem overtrækket. For de havde jo ikke tænkt på hvordan kroppens varmeproduktion falder når de stopper med at løbe, og så bliver man kold når man er gennemsvedt. Selv i solskinsvejr! Men at vide dette kræver jo at man har oplevet det selv. I år deltog jeg dog ikke, heller ikke på sidelinien, da jeg havde besøg fra Jylland til overnatning.