Navigation:    
Start  >  Blog 
> 1. juni 2011
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Ti år med Green Camo Converse Chuck Taylor Hi-tops Onsdag, 01.06.11

Fra tid til anden anskaffer jeg mig et nyt par Converse Chuck Taylor Hi-tops, og nogle af disse nye par finder også vej her til denne klumme. Således var det blandt andet for ti år siden, hvor jeg var faldet over et par Chucks i grønne camouflagefarver, som jeg købte i en biks inde på Købmagergade her i byen. Her for ti år siden skrev jeg således her i min klumme: "... Men ud over den daglige brug herhjemme fandt jeg jo hurtigt ud af at de faktisk også er ganske gode i bjergene, både i lejren og til hyttetilgang. Så længe det er Hi-Tops sidder de jo fast på foden, rutscher ikke rundt, og især i blokmark har de deres force, for når først sålen er slidt til står de næsten lige så godt fast på klipperne som et par friktionssko. Men et par All-Stars er væsentligt behageligere at gå i!" Som følge heraf, og fordi jeg syntes de faktisk havde et par ganske fede farver, blev de i en længere periode også til mine foretrukne Cons, som måske tilmed blev brugt mere i bjergene og andre rå terræner end på gaderne herhjemme. Allerede samme år, i 2001, var de med sydpå til Randa, hvor jeg både brugte dem på en todages vandretur ovenfor Randa, og besteg både Platthorn, Mettelhorn og Klein Allalin, ligesom jeg flere gange efterfølgende brugte dem på weekendvandreture herhjemme. Disse sko blev derfor hurtigt godt slidte, men som det jo gælder for Converse's Chucks, blev de jo både bedre og mere komfortable i takt med at de blev slidt. Da først de havde fået den rette patina blev de i en lang periode brugt som mine foretrukne sko herhjemme, og det gælder stadig, at jeg i dag finder dem frem når jeg skal på tur herhjemme, typisk når jeg skal ud i lidt mere råt terræn, end den sædvanlige asfalt eller de mere velfriserede grusstier. Så disse grønne camouflagefarvede Chucks er still going strong, hvilket er mere end man kan sige om den butik, jeg også referede til i klummen for ti år siden. For biksen herhjemme, hvor jeg i sin tid købte disse Chucks, lever stadig i bedste velgående, hvorimod netbutikken chucksrus.com, efterfølgende blev overtaget af American Athletics, og spørgsmålet er, om ikke chucksrus.com har mistet sin identitet, og blot er blevet overtaget af et centralt udsalgssted på nettet!


Green Camo Converse Chuck Taylor Hi-tops
i brug i Jægersborg Hegn.
Blog 19. juni 2001: Endnu et par Converse til samlingen

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.