Sidste måned havde jeg udvalgt min vandretur i Värmland i maj-juni 2009 til at være leverandør til månedens galleri, og inspireret af at gense billederne fra dengang besluttede jeg, at jeg burde tage op og fortsætte min vandring i Värmland, for netop på dette tidspunkt havde jeg tid til det. Dengang i 2009 havde jeg vandret fra Charlottenberg og nordpå til Torsby, og da Torsby jo er et fortrinligt slutpunkt valgte jeg at vende ruten om, således at jeg begyndte i Ransby oppe ved Klarälven og igen sluttede i Torsby. Det betød så også, at jeg startede på denne etapes lavest beliggende punkt ved Klarälven, og på få kilometer steg op til det højeste punkt på Branäsberget, 567,6m. Men det var nu rigtig rart at komme herop til Värmland igen. De to første overnatningspladser gav mig ikke tag over hovedet, men vejrudsigten var fin de første mange dage, så jeg havde droppet teltet til fordel for bivuakken. Og det er nu en frihed at kunne slå sig ned hvor man vil, hvis bare der er vand i nærheden. Desværre var der også myriader af myg, der glubsk overfaldt mit letpåklædte korpus, og jeg huskede hurtigt, hvorfor jeg to år forinden havde taget inderteltet med i stedet for bivuakken. Så kan jeg lære det! Efter at have lagt skisportsområdet og dets hyttebyer bag mig forsvandt jeg ud over højfjeldet. Det meste af andendagen vandrede jeg gennem ukendt terræn, da jeg her var udenfor kortkanten og kun havde en tegnet skitse at gå efter, men det lykkedes mig alligevel at komme ud det rigtige sted. Heldigvis havde jeg gode grusveje at følge, og selv om der angiveligt ikke var vandrestier her, var grusvejene alligevel gode at følge, da der så godt som ingen trafik var, i modsætning til længere mod syd. Trediedagen bragte mig op på Säterberg, hvor der var et ældgammelt vindskydd jeg kunne overnatte i. Det var fedt at være heroppe på det åbne højfjeld, fuldstændig ene og alene med naturen, og hvor det aldrig blev helt mørkt. Ganske vist var der deher forbandede myg, men de kunne ikke ødelægge charmen ved at være helt alene, fri som fuglen, heroppe i storskoven. Fjerdedagen bragte mig så til starten af Hovfjällsleden, hvor jeg ved Rattsjön overnattede i et helt klassisk vindskydd. Herfra var der udsigt over søen, og jeg ærgrede mig over, at jeg også havde sparet min vindunk væk, for et godt glas vin ville have gjort underværker denne aften. Men det måtte vente til jeg kom hjem!

Aftenstemning ved Rattsjön.