En gang imellem kunne man godt have brug for en båndoptager, sådan bare her og nu. Her i går aftes var jeg inde for at se den seneste version af X-Men, nemlig First Class og ganske tidligt i filmen, mens Charles Xavier, den kommende Professor X, var i færd med et træne sin kommende flok af mutanter, blev jeg pludselig vækket af en replik, der i høj grad slog en tone an for mig. En af hans trainees er ved at lære at bruge sine kræfter, hvortil Xavier siger, at hans styrke ligger et sted mellem vrede og ophøjet ro. Og at Xavier kan hjælpe ham til at styre sine kræfter så han derved kan nå længere end han havde forestillet sig. Det lyder måske som et ganske banalt stykke script, men for mig har det en helt anden og tydelig betydning, da jeg netop her i disse måneder er ved at afdække mine muligheder og styrker. Jeg har jo i rigtig mange år været tilbageholdende med at lade min krop give slip, i frygt for hvad jeg kunne udløse. Og jeg tænker ofte på den episode i skoletiden hvor seks mand overfaldt mig på samme tid. Jeg gav kun efter et sekund eller to, men så fór fanden i mig. Uden vanskeligheder fløj de seks fyre til hver sin side, og optændt af raseri gik jeg løs på en syvende fyr, som var en del af gruppen, men som ikke havde taget del i angrebet. Jeg husker hvordan rædslen stod malet i øjnene på ham mens han fortvivlet skreg om, hvad han dog havde gjort mig. Det lykkedes ham heldigvis hurtigt at dysse mig ned, og uden et ord forlod jeg valpladsen. Men siden har jeg været meget tilbageholdende med at komme i en tilsvarende situation. Jeg ved at jeg har kræfter i min krop, som jeg i en sådan situation kan have svært ved at styre - men samtidig er jeg også nysgerrig over at finde ud af, hvad der mon gemmer sig i dette sorte hul. Jeg skal ikke afvíse at det kan være en årsag til at jeg er blevet så fascineret af bondage det sidste par år, for hvis først jeg er bundet solidt burde jeg være sikker på, at der ikke skete nogen noget. Ikke så meget for mig selv, men for at gardere mig mod, at jeg pludselig farer i flæsket på andre. Heldigvis har jeg ikke siden oplevet en tilsvarende situation, der i den grad har fyret op under mig, og måske jeg i de mellemliggende 35 år er blevet for gammel til at noget sådant kan ske igen. Men risikoen er til stede, og jeg vil nødig stå i en situation, hvor jeg pludselig er til fare for at lemlæste andre. Disse lange tankerækker gjorde at jeg havde svært ved at koncentrere mig om filmen den næste halve times tid, men alligevel havde jeg efterfølgende været så opmærksom på filmen, at da den var slut kunne jeg dårligt nok huske den episode, der havde sat gang i tankerækken! Jeg bliver nok nødt til at tage ind og se filmen igen!