Navigation:    
Start  >  Blog 
> 21. juli 2011
 
Foregående    Index    Dette tema 

  I PostDanmarks gebyrmølle Torsdag, 21.07.11

Jeg har tidligere været inde over postvæsenets gebyrliderlighed, og her i dag var jeg ude for endnu et eksempel på dette, nemlig de kraftigt stigende gebyrer på udenlandske forsendelser. Jeg har sådan set altid fundet det i orden når jeg skal betale importmoms af en vare, jeg får tilsendt fra udlandet, for jeg skal jo også betale moms af en vare jeg køber herhjemme. Og når jeg fra tid til anden også bliver opkrævet told må jeg jo også acceptere det. Men det kan godt gøre mig harm, når gebyrer for toldbehandlingen viser sig dyrere end told og moms tilsammen, og nogle gange er gebyret tilmed større end varens pris, således at gebyret bliver den dyreste enkeltfaktor, inden jeg får varen. De fleste vil nok også harcellere over at skulle betale et gebyr på femten kroner for at få lov til at betale for en liter mælk! Men sådan er tingenes tilstand åbenbart her i Danmark i 2011.
I det seneste eksempel købte jeg tre par tights fra et firma i Oregon, og da det ene par var udsolgt måtte jeg lige vælge et andet par, således at de blev sendt i to forsendelser. Hvoraf den ene blev opsnappet af postvæsenets gebyrgribbe, mens den anden ikke blev. Hvilket også gjorde det muligt for mig at sammenligne behandlingen af de to forsendelser. Jeg havde fået 10% rabat på varerne, så jeg kunne nøjes med at betale $ 33,71 pr. par, hvilket svarer til ca. 176 kr. Forsendelsen var der ikke nogen videre forskel på, hvor jeg havde betalt ca. 36 kr. pr. par. Så det ene par, der med lettere forsinkelse var blevet afsendt separat den 9. juli, var fremme den 15. juli og havde derved kostet mig 212 kr. De to andre par røg til gengæld en tur i gebyrmøllen, hvor jeg for så vidt var heldig over, at der var to par at dele udgiften på. Told var der ikke noget af, og jeg slap med 17,50 pr. par i moms, så derved kunne jeg have nøjedes med at betale knap 230 kr., og både jeg og toldvæsenet havde været glade. Men postvæsenet var dog ikke glade. Der kom lige en ekstraregning på 64 kr. pr. par i gebyr plus 16 kr. pr. par i moms af gebyret - jeg havde ellers altid haft det indtryk at gebyrer egentlig var momsfrie! Men summa summarum blev, at jeg i stedet for at betale 212 kr. måtte bøde med 310 kr! Eller et tillæg på 76% af den oprindelige pris! Til gengæld havde de to par været længere undervejs - de var blevet sendt fra Oregon tre dage tidligere, men ankom seks dage senere. Og i stedet for blot at hente mine tights ude i postkassen havde jeg selv måttet opspore hvor forsendelsen monstro skulle afhentes, for det ville postvæsenet ikke af egen drift oplyse mig om. Og heldigvis havde jeg buskort, så jeg behøvede ikke at skulle betale en busbillet oveni!
I øvrigt er gebyret i de foregående ni år firdoblet fra 41 kr. til 160 kr, så med mindre PostDanmark er en meget uøkonomisk virksomhed afspejler gebyrstørrelsen næppe de reelle udgifter ved at beregne moms for en vare!

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.