I forlængelse af påsken havde jeg jo haft besøg af Thomas fra Göttingen, som jeg havde skrevet sammen med over nettet, og som jeg efterfølgende havde mødt da jeg alligevel var i Berlin. Vi havde så aftalt, at han skulle følge mig hjem fra Berlin, hvilket gav anledning til flere hyggelige oplevlser sammen både i Dyrehaven og herhjemme i København. Et sådant positivt besøg måtte jo naturligvis medføre et genbesøg, og derfor var jeg fredag steget på toget mod Tyskland. Göttingen har ikke rigtigt nogen international lufthavn, og hvis jeg alligevel skulle med toget fra Hannover kunne jeg jo lige så godt tage toget hele vejen. Det blev oven i købet en rejse på første klasse, for billigbilletterne på anden klasse var udsolgt, men der var stadig billigbilletter på første klasse tilbage, og da de var billigere end en normal andenklasses billet blev det altså første klasse. Hvilket jeg absolut ikke fortrød, og som jeg nok også vil overveje en anden gang.
Jeg var dog først i Göttingen klokken ni om aftenen, så der blev ikke meget sjov den første aften, men til gengæld gik vi løs direkte fra morgenstunden i dag. Fra vore dage sammen i påsken vidste Thomas udmærket at jeg var i mest vigør i den tidlige morgen, så allerede inden jeg var krøbet ud af de waders jeg var blevet beordret i for natten skulle Thomas nok vise hvem der havde bukserne på! Et par timer senere og inden morgenmaden gjorde han klar til den store oplevelse. Gennem en kammerat i Göttingens forsyningsvæsen havde han fået fat i nogle ruller PVC tape, af den særlige slags som gasarbejdere bruger til at tætne gasrør med. Ud over at denne tape er selvklæbende har den også den funktion at den krymper ved varmepåvirkling, således at tapen ved hjælp af en varmeblæser lukker helt tæt om gasrøret. Men også om andre ting, hvilket jeg snart skulle erfare, da han viklede hele min krop stramt ind i denne tape! Det var en fantastisk oplevelse, for selv om jeg ikke rigtigt kunne mærke noget i den første lange tid opdagede jeg på et tidspunkt pludseligt at jeg ikke længere kunne bevæge mine fingre, da de nu var presset for tæt mod resten af kroppen til at jeg kunne bevæge dem. Og alligevel havde jeg på intet tidspunkt fornemmelsen af at det gik ud over blodomløbet. Jeg kunne blot ligge der, fuldstændig immobiliseret, og nyde det. Og atter en gang havde jeg den nærmest mediterende oplevelse af, at jeg ikke behøvede bekymre mig om noget som helst, da jeg alligevel ikke ville være i stand til at kunne gøre noget ved det. Vel vidende at jeg var overvåget af en kammerat, som nok skulle sørge for at der ikke skete mig noget!