|
|
Ni måltider på en ganske almindelig hverdag!
|
Torsdag, 04.08.11
|
Gennem den sidste uges tid har man i Politiken fulgt Dennis Søderberg Jensen for at forsøge at finde en forklaring på, hvorfor han er blevet så kraftigt overvægtig, for ikke at sige direkte fed! Han er nu oppe på 170 kilo, og jeg har ingen anelse om, hvad hans BMI derved kan beregnes til, men hvis det var mig, der vejede så meget, ville jeg have haft en BMI på 48. Politiken hiver dog også andre eksempler frem, og her i søndags havde avisen kigget lidt nærmere på 32-årige Tina Kvist, som på en ganske almindelig hverdag spiser ni måltider. Ganske vist anbefaler ernæringsrådgiverne at man fordeler sit fødeindtag løbende over dagen, men man havde nok ikke lige tænkt på måltider i den kaliber, som Tina indtager det. Jeg vil herunder gengive hendes madplan, tilføjet mine egne kommentarer!
Kl. 08.30: 1 stykke rugbrød og 1 rundstykke med Nutella, 1 glas hyldeblomstsaftevand light. Et sådant morgenmåltid kunne jeg godt selv finde på at starte op med, men hvis det gentog sig ville min krop reagere på det med ubehag efter 3-4 dage!
Kl. 09.30: 1 banan. Fint nok, men nok også dagens eneste sunde måltid!
kl. 11.00: 300 gram Multi Mix fra Haribo, 1 glas cola light. Yak! Hvis jeg køber en mængde slik i den størrelse ville jeg nok være et par måneder om at kæmpe mig igennem en sådan portion, med mindre vennerne hjælper mig af med det. Og at drikke cola til ville gøre at jeg følte mig kvalt i sukker, uanset om colaen så er nok så light. Og at spise så meget slik om formiddagen ville med garanti tage min appetit fra frokosten!
Kl. 12.00: 2 stykker rugbrød med leverpostej, 1 glas vand. En noget begrænset frokost, og vel kun blot det halve af hvad jeg spiser, tilmed drikker jeg så også minimælk i stedet for vand. Vel egentlig fornuftigt nok, men det fortæller mig, at der er andet der tager hendes appetit...!
Kl. 14.15: 275 gram hønsesalat direkte fra bøtten. Jo, hønsesalat smager jo meget godt, og jeg kunne sagtens finde på at tage det sammen med frokosten ... men 275 gram? En standard 150 grams pakning ville for mig typisk holde tre dage og være understøttet af rugbrød!
Kl. 16.45: 3 Marsbarer, 1 glas cola light. Avisen fortæller ikke om det er den gamle barstørrelse på 30 gram eller den nye på 50 gram, men jeg frygter det nok er 50 grams pakken. Marsbar var tidligere min foretrukne chokoladebar, men jeg gik bort fra den da 50 gram blev for stor en pakning, og jeg skulle bruge to dage til at arbejde mig igennem den. Og Tina spiser såmænd tre af slagsen på få minutter!
Kl. 18.00: 2 frikadeller og kold kartoffelsalat. Det synes jeg også smager rigtig godt, og går fra tid til anden selv igang med et sådant måltid. Men hver gang med det samme resultat, for efter første portion reagerer min mave med ubehag på det høje fedtindhold, selv om jeg altid vælger light-udgaven. Så jeg ender altid med at skulle smide resten ud, for jeg kan ikke tåle synet af kartoffelsalat flere dage efter! Men hun fortsætter:
Kl. 20.00: 200 gram Haribo Multi Mix, 2 glas cola light. Se min kommentar til kl. 11.00!
Kl. 22.30: 275 gram hønsesalat direkte fra bøtten, 1 Magnum is, 1 Sun Lolly, 2 Marsbarer, 1 glas cola light. Hvad kan man sige til at indtage sådan en kaloriebombe? For mig ville bare isen være mere end nok. Og at drikke cola til - for mig kræver cola i sig selv meget mere lødig kost. Og jeg bør tilføje at jeg nok kender lidt til det at være overvægtig, da jeg selv har årelang erfaring med det, og ved hvor let jeg har ved at falde i igen!
|
|