Vores adgangsbillet til Yellowstone Nationalpark var gyldig i en uge, og selv om jeg ofte fornemmer, at det er for at score kassen, at man skal betale for en uge, mens man kun har behov for at bruge billetten en dag, så ville en uge i Yellowstone absolut ikke være for meget. Vi havde jo et stort program for os i dag, og specielt interessant for mig var vort planlagte besøg ved Grand Prismatic Spring, hvilket blev en rigtig flot tur. Kilden ligger i et stort fladt område, der er ribbet for træer, og i de særligt varme områder er der heller ikke mulighed for at græs kan gro. Vi vandrede ad brede boardwalks ud mod søen, som det reelt set er, og allerede på afstand kunne vi se det overjordiske syn af de flimrende koboltblå dampe, der lyste op i landskabet, til trods for at vi var i fuld sol. Søen var et uforglemmeligt syn, for under den flimrende blå blå damp kunne vi tydeligt se den store blå sø, hvis vand var tæt på kogepunktet. Lige så lysende gul var søbredden, en farve sandsynligvis dannet af svovlaflejringer, og i det lave vand tæt på bredden dannede det blå vand og de gule aflejringer en tydelig grøn farve, der var ganske karakteristisk. Jo længere væk fra selve søen, jo mere skiftede søbredden farve fra gult til det orange og rustrøde, og jeg erfarede fra de informative opslag, at de forskellige farver skyldes de forskellige mikroorganismer, der lever i ganske snævre temperaturområder, hvilket også gør, at farverne i og omkring søen er så skarpt aftegnede. De amerikanske nationalparker er for øvrigt rigtigt gode til at formidle de oplevelser, der gemmer sig i nationalparkerne, hvilket gør, at ikke blot får man en god oplevelse, men man får også en god indsigt, som man kan tage med hjem. Vi ville naturligvis gerne se søen ovenfra, og satte kurs mod et bakkedrag på den modsatte side af søen, men der var ingen sti, der førte derover, og vi havde for meget respekt for de termiske områder til bare at skyde genvej tværs over! Men hvor der er vilje er der vej, så vi kørte til Fountain Flat, hvorfra en fem km cykelsti førte tilbage til søen, og denne gang på den modsatte side. Vi kom så ikke så tæt på søen, men til gengæld kom vi til bakkedraget, og oppe fra dette havde vi et fantastisk vue ud over søen, hvilket rigeligt var de flere timers omvej værd, nu vi ikke havde nogen helikopter. Men nu vi var her kunne vi jo også lave en afstikker til Fairy Fall, hvilket dog efter Grand Prismatic Spring virkede noget tam. Men Grand Prismatic Spring vil jeg sige var hele turen til USA værd!

Som et vagtsomt øje stirrer Grand
Prismatic Spring konstant op i himlen.