Vi blev dog lidt i det historiske hjørne, for er der noget, der rager dybt ned i den amerikanske folkesjæl er det det enorme monument over de fire amerikanske præsidenter George Washington (1732–1799), Thomas Jefferson (1743–1826), Theodore Roosevelt (1858–1919), og Abraham Lincoln (1809–1865). Disse fire præsidenter er blevet hugget ud i klippemassivet Mount Rushmore's hårde granit som 18 meter høje buster, og det må siges, at dette monument bestemt er et besøg værd på enhver rejse til USA. Både Erik og jeg havde måske nok lidt overbærenhed over for vigtigheden af et sådant monument - Erik var bange for at det hele ville kamme over i overdreven nationalpatriotisme, mens jeg tænkte, at det bare ville være som at se endnu en statue. Men vi blev begge temmelig overraskede over den positive og afslappede stemning der var på stedet. På et bakkedrag modsat monumentet er bygget et besøgscenter med en stor udsigtsterrasse, og nedenfor centret er etableret et stort amfiteater. Hele byggeriet er så stort, at de 18 meter høje buster næsten forsvinder i lidenhed, men takket være deres højtliggende position på toppen af Mount Rushmore påkalder de sig alligevel opmærksomhed i miles omkreds. Vi tilbragte hele eftermiddagen på stedet, og var også på guidet rundtur med en af de ansatte opsynsmænd. Jeg havde kort tid forinden købt et par tights i de amerikanske farver, men mens Erik syntes det ikke var det rigtige høstede jeg dog adskillige positive tilkendegivelser fra flere af de andre gæster. Man kan selvfølgelig mene om de tights hvad man vil, men som al anden slags kunst opfylder de jo enhver kunsts overordnede formål, nemlig at afæske en stilingtagen fra beskueren.
Vi kørte tilbage til Keystone, den gamle guldgraverby nedenfor, der i dag nærmere er en turistby. Her fik vi plads på Presidents View Resort og en gang aftensmad, og så kørte vi tilbage til monumentet, da der skulle være en ceremoni ved solnedgang. Denne var til at begynde med måske lige lovlig amerikansk, hvor alle gæsterne blev inddelt i to grupper, og hvor man skulle konkurrere på viden om tidligere amerikanske præsidenter. Men senere blev det mere seriøst, der blev vist en film om monumentets tilblivelse og USAs udvikling på bygningstidspunktet, og så blev projektørerne tændt på Mount Rushmore. Til slut var der en hyldest til alle de tilstedeværende, som alle havde tjent og overlevet USAs mange krige i udlandet, og det var imponerende at se, hvor mange veteraner der rent faktisk var til stede denne aften. Situationen gav en tydelig fornemmelse af, hvor meget USA ofrer på at holde styr på vores urolige verden, og jeg kunne ikke undgå at føle en smule stolthed over at være gæst til denne ceremoni, selv om jeg ikke har spor amerikanerblod i årerne. Til slut blev Stars and Stripes taget ned og foldet behørigt sammen. Ceremonien var forbi, men monumentet var stadig oplyst af projektøren. Det tog lang tid før vi kunne gå fra stedet, og det var først sammen med de sidste veteraner at vi forlod amfiteatret og gik ud gennem den flagprydede indgang. Jeg syntes nok jeg havde behov for en whisky!

Mount Rushmore, South Dakota.