Med besøget ved Mount Rushmore var vi nu nået til Black Hills i South Dakota, og derved også endnu en ny stat, som hverken Erik eller jeg havde været i før. Men jeg vidste udmærket at Black Hills også havde andet at byde på, idet bjergområdet også indeholdt Harney Peak, hvilket er det højeste bjerg i South Dakota. Og det måtte vi naturligvis ind og kigge på. Vi kørte til Sylvan Lake, som var udgangspunktet for den fem km lange sti, der førte op til bjerget i 2207 meters højde. Black Hills var et lidt særprget bjergområde, da det bestod af eroderede granittoppe, der i et vist omfang kunne minde lidt om Elbsandstein i udseende, men bestem ikke i soliditet, da bjergene var meget mere faste end Dresdens sandsten. Flere steder stod toppene i klynger af slanke spir, så det var bestemt et spændende område at vandre igennem. Stien op til toppen var ganske ukompliceret, og selvfølgelig var vi ikke de eneste på bjerget. Men der var plads nok på det store topplateau, så vi fandt blot en plads nedenfor højeste punkt, hvorpå der fra gammel tid var bygget et overvågningstårn, hvorfra man kunne spotte skovbrande inden de fik lejlighed til at brede sig for langt. Toppen er 7242 ft. høj, og dermed angiveligt det højeste punkt mellem Rocky Mountains og Pyrenæerne - omend jeg godt kunne tvivle lidt på det, da jeg mente, at der i White Mountains i Appalacherne befandt sig højere bjerge. Men de, der i sin tid satte bronzeplatten op, måtte vel vide bedre. Efter nogen tid vandrede vi tilbage samme vej som vi var kommet og fortsatte sydpå i bilen.
Vi havde jo besluttet os for at besøge alle de seks stater, der omkransede Wyoming, så natten tilbragte vi i Chadron, lige over grænsen i Nebraska. Denne stat er langt overvejende en landbrugsstat, og flad som en pandekage. Men selv en pandekage har et højeste punkt, og det satte vi os for at finde den følgende dag. Punktet var angivet på kortet, men beliggende langt fra nærmeste vej, og jeg havde læst mig frem til at det skulle hedde High Point Bison, så den følgende dag gik vi på jagt efter denne bison. Vi nåede frem til Kimball, som var nærmeste by der var angivet på kortet, og herefter gik det ud over markvejene mens vi stirrede mod den totalt flade horisont efter noget, der bare ragede en lille smule op i højden. Vi fandt en dynge, der ganske vist ragede lidt op i landskabet, men som viste sig bare at være en sammensunken ruin, og de få skilte vi fandt kunne dårligt bruges til noget, da de var gennemhullet af hagl. Men til sidst fandt vi et intakt skilt med navnet High Point Bison, og derfra lykkedes det os at finde punktet, der var markeret med en lille granitborne, omgærdet af solide stålrør, vel for at beskytte bornen mod løsgående bisoner. Erik havde taget kikkerten med, og da vi scannede horisonten kunne vi faktisk se en flok af disse store dyr, der vist nok græssede ovre på Colorados side af grænsen. Vi forsøgte også at finde punktet, hvor Nebraska grænsede op til både Wyoming og Colorado, men selv om vi kørte rundt i mere end en time lykkedes det os ikke at finde denne grænsepæl. Så til sidst kørte vi til Cheyenne, Wyomings hovedstad, for en sidste nat i Wyoming.

På sporet af Nebraskas højeste punkt.