I den sidste del af ferien kørte vi nordpå op gennem Tyskland for at løbe et løb i Herten, umiddelbart nord for Essen. Paul og jeg havde jo i lang tid forinden talt om, at vi gerne ville løbe Berlin marathon, men allerede i marts havde jeg fundet ud af at løbet allerede var overtegnet, og de 40.000 pladser var borte. Tidspunktet passede ellers Paul perfekt, så vi måtte kigge os om efter et alternativt løb. Jeg vidste dog allerede dengang vi planlagde denne sommerferie, at jeg ikke kunne nå at træne mig op til at skulle kunne løbe marathon igen. Paul havde i mellemtiden fundet et andet løb, nemlig Bertlicher Strassenläufe, og da jeg så at de der også havde halvmarathon på programmet var jeg med igen. For kunne jeg ikke løbe helmarathon burde jeg da i det mindste kunne løbe den halve distance, og gerne hurtigere end mit katastrofale løb året forinden. Vi havde i den sidste uge i Schweiz trænet lidt bjergløb med udgangspunkt i Habkern, og også på vores vej op gennem Tyskland havde vi trænet lidt i Neuss-Düsseldorf da lejlighed bød sig.
Vi var fremme i Herten lørdag middag, hvor organisatorerne allerede var i færd med at gøre klar til morgendagens løb. Bertlicher Strassenläufe er et lidt pudsigt løb, idet det egentlig er et serieløb, der dog blot afvikles tre gange om året, men til gengæld afvikles det over en lang række forskellige distancer, fra skolebørnenes under en km til den fulde marathondistance, hvilket selvfølgelig var Pauls distance. For mit eget vedkommende gjaldt det jo halvmarathondistancen, og det gik faktisk slet ikke så ringe. Jeg havde satset på at kunne løbe hurtigere end mit katastrofeløb sidste år, men kunne undervejs ikke lige huske hvor hurtigt jeg egentlig havde løbet året før, men mente dog nok at jeg havde løbet 10-15 minutter hurtigere her i Herten. Jeg blev dog positivt overrasket da jeg fandt ud af, at jeg med en sluttid på 2:18:38 ikke blot havde løbet væsentligt hurtigere end året før, men faktisk havde løbet over en halv time hurtigere. Herudover var jeg ganske tilfreds med, at jeg i hvert fald i de første 17 km havde kunnet løbe løbet i god stil, at jeg ikke på noget tidspunkt havde været nede og gå, at jeg havde løbet hele distancen uden stop, samt måske vigtigst af alt: at jeg ikke på noget tidspunkt havde haft ondt i mine knæ, hvilket jo havde sat mig så meget tilbage efter Köln sidste år. Med den positive oplevelse her i Herten må jeg sige at jeg er ved at være tilbage på niveauet fra sommeren sidste år igen, og at det ikke er helt odiøst at tænke på at løbe marathon igen. Og tilbudet fra Paul om at hive mig igennem den fulde distance står stadig ved magt - eksempelvis ved Sydney Marathon næste år!

En afsluttende joggetur efter Bertlicher Strassenläufe.