Navigation:    
Start  >  Blog 
> 26. september 2011
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Ny verdensrekord i marathon Mandag, 26.09.11

Dagen i går havde åbenbart budt på perfekte vejrforhold til at løbe en marathon, for ud over mig selv var der i det mindste én fyr, der havde haft et godt løb i Berlin. Sidste år havde den dengang 25-årige kenyaner Patrick Makau deltaget i Berlin Marathon, hvor han vandt dette eftertragtede løb. At vinde sejrens palmer her var dog ikke nok for ham - han ville have mere. Hvilket han så fik i går. For også i år stillede han op i Berlin Marathon, og denne gang var sdet ikke nok, bare at vinde løbet, næ det var verdensrekorden, som han gik efter nu. Den eksisterende verdensrekord lød på lige et sekund under 2:04, og tilhørte Haile Gebrselassie, som netop havde sat sin verdensrekord samme sted tre år forinden. Og Haile var også med som deltager i Berlin i år, så hvis Patrick Makau ønskede at overtage verdensrekorden skulle han i det mindste sørge for at holde Haile bag sig. Det gjorde han så også, da den ellers letløbende gazelle fra Etiopien viste sig at få problemer på løbet. Ude ved 27 km måtte han oven i købet ned og stå og tage sig til siden - om det blot var sidesting eller noget mere seriøst var dog ikke til at vurdere, men det var tydeligt nok at der var kommet grus i det ellers smidige maskineri. Medvirkende var nok, at Patrick Makau kort forinden havde løbet en underlig zigzagkurs på den flade strækning, hvilket måske havde til formål at bryde Haile's koncentration. Haile kom godt nok i gang igen, men på det tidspunkt var Patrick Makau allerede langt forude, og otte km senere måtte Haile endegyldigt sige stop og udgå. Med den nuværende verdensrekordholder ude af løbet lå vejen åben for Patrick Makau, og i ensom majestæt løb han i mål i den nye verdensrekordtid 2:03:38. I øvrigt var det temmeligt kenyansk dominans ved løber i går, idet Stephen Kwelio Chemlany sikrede sig andenpladsen og landsmanden Edwin Kimaiyo tog tredjepladsen - alle tre kenyanere, og hertil løb Florence Kiplagat - også kenyaner - sejren ind som hurtigste kvinde. Med sin nye verdensrekord har Patrick Makau løbet hele marathon'en på ca. 20,5 km i timen, eller under 3 minutter pr. km. Og til sammenligning er det aldrig nogensinde lykkedes mig at løbe blot én km på under tre minutter!


Berlin Marathon: Patrick Makau
løber i mål foran Brandenburger Tor.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.