Jeg burde faktisk overhovedet ikke være i stand til at kunne samle nogle kilometer sammen her i denne måned, da hele måneden, på nær tre dage, har jeg været i udlandet på tur. Knap halvdelen af tiden i USA, og resten af tiden i Schweiz, og i mindre omfang Tyskland. Men sidstnævnte tur foretog jeg sammen med Paul fra Queensland i Australien, samme fyr som jeg også det tidligere år havde foretaget min sommerferie med, og derved var der da en vis garanti for at der ville blive løbet noget, da Paul jo er en ivrig marathonløber og efterhånden har flere end 90 af slagsen bag sig. 66 km fik jeg samlet sammen i løbet af måneden, hvilket faktisk var den mest aktive måned i år indtil nu, og på nær månedens allerførste løbetur, som jeg foretog i USA, og som jeg indirekte derfor har afbildet i sidste måneds blog, har alle månedens løbeture fundet sted sammen med Paul. Jeg tror faktisk aldrig jeg har haft en så stor andel af en måneds løb, som jeg har foretaget med en anden person, og så tilmed med den samme fyr! De fleste af løbeturene fandt sted fra Habkern ovenfor Interlaken i Schweiz, og det betød også, at det var løbeture i bakket terræn. Eller rettere: vi løb op ad vejen indtil vi syntes vi var kommet højt nok, og så vendte vi om og løb tilbage til landsbyen, dog helst ad en anden vej. Og det er selvfølgelig et billede fra en af disse ture jeg har valgt til at kendetegne september. Og faktisk var der ikke en eneste løbetur på løbebånd i denne måned, hvilket jeg egentlig havde det ganske godt med.
Nu var det dog ikke kun bakkeløb fra Habkern vi foretog, for som tidligere nævnt havde vi jo også et gadeløb på programmet: Bertlicher Strassenläufe, hvor Paul var en af de få, der havde sat sig for at løbe den fulde marathon, mens jeg lod mig nøjes med den halve distance. Og det gik faktisk rigtig godt, da jeg med en sluttid på 2:18:38 ikke blot havde løbet væsentligt hurtigere end året før, men også havde kunnet løbe løbet i god stil. Paul havde jo sidste år tilbudt, at hvis jeg ville løbe Berlin sammen med ham i år ville han gerne følge mig hele vejen rundt, og være klar til at hjælpe mig hvis jeg fik problemer. Det var jo et rigtig godt tilbud, men dels var der jo ingen af os, der kom til Berlin i år, og dels var jeg langt fra at kunne løbe et helt marathon på nuværende tidspunkt. Men der er jo også en dag i morgen, og et 2012 der følger efter 2011. Og efter løbet her foreslog han, at vi skulle løbe Sydney marathon sammen næste år, hvilket også ville give mig en mulighed for at se en verdensdel, jeg endnu ikke havde frekventeret. Jeg følte mig ikke bare smigret, men også fristet!