Sidste år forlod jeg Dansk Bjergklubs bestyrelse, da jeg ikke kunne gå ind for den politiske omstrukturering, der var i gang med at flytte klubbens fokus fra udendørs bjergmæssige aktiviteter til indendørs klatring. Hertil ønskede man i det nykonstruerede DBKK fortsat at tage vare på sin internationale indflydelse, og efter opfordring hertil fortsatte jeg med at varetage klubbens og Danmarks interesser i UIAA ved mødet i Bormio i oktober sidste år. For et halvt år siden spurgte jeg så, om man ønskede min assistance i år også, men jeg fik aldrig noget svar herpå. Ejheller på mine efterfølgende kontakter herom. Hvorefter jeg efter tre måneder uden svar vurderede, at jeg nok ikke skulle til Kathmandu i år, og derfor kunne planlægge mine alt for få feriedage til anden side. Men i torsdags hørte jeg så fra Dansk Klatreforbund at man her gerne så, at jeg repræsenterede Forbundet ved mødet i Kathmandu, hvor generalforsamlingen finder sted i år. Så her over weekenden fik jeg travlt med at få mig registreret som deltager hos UIAA, bestilt hotel og flybillet samt visum i ambassaden. Flybilletten viste sig senere at blive det største problem, da generalforsamlingen fandt sted netop under en af de største helligdage, og tusindvis af mennesker derfor drog gennem Kathmandu på dette tidspunkt. Men Lars Gundersen løste selvfølgelig opgaven til UG, og her til formiddag landede jeg derfor i velkendte Kathmandu, hvor jeg blev indkvarteret på UIAA's konferencehotel.
Om aftenen, efter aftensmaden, gik jeg en tur i hotelhaven, og mødte her Jan Bønding, bestyrelsesmedlem i UIAA, og efter blot et par minutters snak blev vi hurtigt enige om at gå i baren for en pils. Snakken flød frit, og mens vi var i gang med at løse verdenssituationen kommenterede Jan, at Danmarks primære udfordring var vor lave produktivitet - han havde for nylig set i en statistik, at Danmark nu var nede på en 130. plads målt i produktivitet pr. indbygger. Det var mildest talt frapperende at høre. For hvad nytter det at indføre maskiner, der kan højne produktiviteten på arbejdspladsen, hvis produkterne ikke kan sælges? Lige så lidt som man kan klippe hårene af en skaldet, lige så lidt kan et land leve af, kun at sælge varer til hinanden, og samtidig importere alle de dejlige forbrugsgoder. I min optik virker det helt forkert at sende opgaver til udlandet, eller købe nye maskiner og robotter, der overflødiggør arbejdskraft, blot for at sende lønudgifterne til A-kassen. Ganske vist bliver lønsatsen da lavere, men det er stadig udgifter for landet, uanset om det så er arbejdsgiveren eller statskassen, der betaler. I bund og grund er vi jo et lukket samfund, og en økonomisk udgift for landet bør på et eller andet tidspunkt, et eller andet sted, opvejes af en tilsvarende indtægt. Og det opnår vi altså ikke ved at bruge penge på arbejdskraftreducerende tiltag. Som jeg plejer at sige: Du har kun én krop - Brug den! Og det gælder altså også for de 130.000 ledige kroppe vi har for tiden.