Navigation:    
Start  >  Blog 
> 6. oktober 2011
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Krise i Kathmandu Torsdag, 06.10.11

Det var dog ikke bare verdenssituationen vi forsøgte at løse, UIAA havde da også, næsten som sædvanlig, sine problemer. Der var uoverensstemmelser i bestyrelsen, og Jan Bønding sagde, at enten ville han gå, eller også ville hele bestyrelsen gå! Jeg havde ikke lige fået læst hele kompendiet for den kommende generalforsamling, men det fik jeg snart gjort, og jeg kunne se, at der var utilfredshed fra flere landes side med den nuværende præsident Mike Mortimer. Dels at han havde brugt langt flere penge på sine rejseudgifter end budgettet tillod, dels at han havde undladt at give informationer til Management Committee om et vigtigt brev fra revisionen. Sidstnævnte var ikke i overensstemelse med schweizisk lovgivning, og førstnævnte kunne meget let brede sig videre til Jan Bønding, der jo var UIAA's kasserer. Efter bestyrelsesmødet i går fortalte Jan, at han regnede med at trække sig ved generalforsamlingen på lørdag, og ved bestyrelsens møde med MC i dag fortalte han, at han nu var udtrådt af bestyrelsen. MC havde fyret præsidenten, og som konsekvens heraf valgte både Jan og italieneren Silvio Calvi at trække sig. Med seks medlemmer var bestyrelsen i forvejen det mindst mulige antal, og med de tre mest arbejdsomme kræfter ude af bestyrelsen har jeg umiddelbart svært ved at se, hvordan de resterende kan køre foretagendet videre. Noget tyder på, at det er internt aftalt spil, for som sagerne står i øjeblikket står spanieren Jordi Colomer til at blive formand, mens hollænderen Nico de Jong fortsætter som generalsekretær og ungareren Peter Farclas endelig får den kassererstilling han længe så gerne ville have haft. Men her og nu står de aktuelle problemer om, hvordan UIAA kan komme videre. Jan vil jo ikke længere foretage betalinger nu hvor der var mistillid til hans funktioner, og han tilintetgjorde derfor sit nøglekort til bankforbindelsen. Og for at få en ny mand godkendt af banken kræver det, at to bestyrelsesmedlemmer møder op i Bern. Og bestyrelsen er overhovedet ikke beslutningsdygtig ved færre end seks medlemmer. Og fra i aften er der kun tre! Der er ingen kandidater stillet op, og for at kunne trække nye til fra gulvet kræver det mindst to trediedele af alle tilstedeværende stemmer for at nye kandidater på dette tidspunkt overhovedet kan blive opstilingsberettigede. Jeg græmmes!

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.