Navigation:    
Start  >  Blog 
> 8. oktober 2011
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Mike Mortimer på hospitalet! Lørdag, 08.10.11

Nu havde der efterhånden i nogle dage været regelret krisestemning i Kathmandu, hvor UIAAs bestyrelse bogstaveligt talt var gået i opløsning. Mike, præsidenten, var blevet afsat, kassereren havde trukket sit mandat, og det samme havde bestyrelsens organisatoriske skrædder. Det primære kritikpunkt overfor præsidenten var, at han havde brugt for mange penge på rejseudgifter, idet han i vid udstrækning var fløjet Economy Extra i stedet for Economy, hvilket også var i strid med bestyrelsens rejseregulativer. Men årsagen til dette var ikke bare for at han kunne nyde en mere luksuøs tilværelse på sine mange rejser, det skyldtes mere hensyntagen til hans skrantende helbred, hvor han mere end én gang var blevet hospitaliseret på grund af hjerteproblemer forårsaget af stress. Og næsten som at understrege dette havde han nær medført en nødlanding under hans flyrejse til Kathmandu. Han havde pludselig fået hjerteflimmer, som en tilstedeværende læge kunne afhjælpe ved at han fik ekstra ilt. Piloten havde tilbudt at gå ned i den nærmeste lufthavn, så han kunne komme på hospitalet, men Mike ønskede ikke at skabe for mange problemer, så hvis blot han kunne få en ekstra flaske ilt ville han godt kunne klare sig til New Delhi. Så det var en i forvejen stækket Mike Mortimer, der nåede frem til Kathmandu. Bestyrelsens beskyldninger gjorde dog ikke situationen bedre, og i går morges blev han indlagt på hospitalet i Kathmandu. Her var han dog i gode hænder, da han var blevet tilset af både præsidenten for Medical Commission og formanden for Anti-Doping kommission. Begge var uddannede læger, førstnævnte tilmed nepaleser, og de var begge taget med på hospitalet, hvor de nærmest overtog skadestuen fra de lokale læger. Mike var kommet tilbage til hotellet om eftermiddagen, nu i stabil tilstand, men han var stadig svækket og meget stakåndet. Her til morgen var han stadig for svag, så efter blot et par minutter til morgenmaden forsvandt han op på værelset igen. Så da generalforsamlingen startede her til morgen var det uden Mikes deltagelse, og den officielle forklaring var derfor, at præsidenten havde trukket sig af helbredsmæssige årsager. Videre forlød det, at kassereren havde trukket sig på bestyrelsesmødet om torsdagen, men at han dog ville gennemgå regnskab og budget på generalforsamlingen, samt at Silvio Calvi ville forlade bestyrelsen ved årsskiftet. Jeg havde på forhånd holdt en plads til Jan, så ved kaffepausen efter gennemgang af budgettet rykkede han ned ved siden af mig. Så det var næsten som i gamle dage, hvor Jan og jeg i fællesskab repræsenterede bjergklubben ved UIAA.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.