I dag er det knap muligt at tale om sportslige aktiviteter, uden at man også må tale om sponsorer. Personligt set har jeg dog noget svært ved at forstå den bagvedliggende tankegang. For selv om det selvfølgelig kunne være rart at få en fast solid indtægt til at dække sine udgifter ved at gøre de ting man har lyst til, synes jeg nok at dette fokus på sponsordækning af udgifter efterhånden er blevet til en svøbe. De Olympiske Lege fremstår i sin originalitet ganske vist som en dyst mellem lige mænd/kvinder, og i princippet skulle professionelle idrætsudøvere ikke have nogen adgang. Men jeg tror nu ikke at der er nogle deltagere ved OL, der ikke på den ene eller den anden måde får en form for honorar fra hjemlandet, eller bliver støttet fra diverse sportsudstyrsproducenter eller bagvedliggende sponsorer. Hvis bare der ikke er nogle varemærker på tøjet, er den hellige grav vel forvaret.
Og det gælder ikke bare indenfor bjergaktiviteters optræden i de olympiske lege. I dag kan man jo knap nok forsøge at skyde en bjergbestigningsekspedition i gang før et af de første spørgsmål lyder, om hvem skal nu betale? For man vil jo gerne tage med ud og bestige dette eller hint bjerg, men det skal da helst være nogle andre, der betaler regningen. Og i det tilfælde må man så bare acceptere kravene om modydelser, selv om disse ofte i et vist omfang medfører at man må give køb på nogle af de ting, der i sin tid gav lysten til at deltage i ekspeditionen.
Og jeg kan gå videre. Dansk Bjergklub var jo i sin tid bannerfører for klubbens frie og uafhængige aktiviteter, og ville derfor ikke lade andre styre sine aktiviteter. Men hvis nu klubben meldte sig ind i Klatreforbundet kunne man jo qua dette medlemskab får andel i de mange penge, der hvert år udloddes fra tipsmidlerne til den organiserede idræt, således som den fremstår fra Klatreforbundets side.
I dag er det efterhånden sådan, at der ikke er mange der foretager noget frit ud fra frivillighedens interesse, man vil gerne have penge for sit arbejde, ellers gider man ikke. Og når dette så er sagt, skal jeg jo heller ikke være for god selv, da jeg i en periode blev lønnet som kasserer i Dansk Bjergklub. Men det var bestyrelsen, der ønskede det sådan, og jeg ville såmænd nok også have gjort det uden betaling, ligesom jeg havde gjort det i de mange år forinden.
Men jeg må nok bare konstatere, at i dag er der ikke nogen, der foretager noget til fordel for sig selv eller andre uden at forvente at få noget for det.