Navigation:    
Start  >  Blog 
> 7. november 2011
 
Foregående    Index    Dette tema 

  På vandretur i Pennine Hills Mandag, 07.11.11

Her i weekenden var jeg i Manchester for at besøge en ny kammerat der, og hvor jeg på mit første besøg i Manchester for nogle år siden boede centralt på et hotel i byen, boede jeg denne gang privat hos en fyr i forstæderne, nærmere bestemt i Oldham. Dengang jeg første gang kom til Manchester havde jeg bemærket de store bakkedrag man flyver over på vejen ind til Manchester, og jeg havde altid gerne villet gå en tur i de bakker, og det fik jeg også mulighed for denne gang, idet det kun krævede en tur med bybussen ud til det nærmeste reservoir, og så var jeg klar til at gå en tur. Mike var ihærdig ornitholog, og turen ud mindede mig på nogen måde om mine ture i gamle dage tilbage i 70'erne, men turen her var noget anderledes, for jeg var jo blevet voksen i mellemtiden. Vi kørte med bussen ud til endestationen ved Greenfield og vandrede herfra den korte vej op til Dovestone Reservoir. Herfra gik vi en sviptur ned langs åen, der afvandede reservoiret, og fortsatte op gennem den lille skov ovenfor, indtil vi steg direkte op over bjergsiden for at nå op til Indian Head, en klippeformation oppe på toppen af graten. Herefter var vejen åben for en flot vandring langs gratkanten, med en fin udsigt til dalen nedenfor, og ud på eftermiddagen nåede vi frem til det næste reservoir oppe i Chew Valley. Solen var nu ved at gå ned, så vi afbrød turen her og vandrede ned gennem dalen, tilbage til Dovestone.
Næste dag fortsatte vi turen, tog bussen op til Greenfield og vandrede op til Chew Reservoir. Denne gang vandrede vi så ud over højmosen mod nordvest. Det var et meget interessant område heroppe. Solen skinnede, og der var sigt så langt som øjet rakte, men alligevel var seriøsiteten aldrig langt væk. For selv om landskabet så letfremkommeligt ud var det ikke til at vide hvornår vejen var spærret af dybe sumpe, så jeg var meget glad for at have en lokalkendt herre som Mike ved min side. Vi krydsede højmosen til Yeoman Hey, og netop som vi nåede skrænten, der førte ned mod dalen, var det atter blevet solnedgang. Så det blev en rigtig flot skumringsnedstigning mod Yeoman Hey reservoiret, og nærmest natteroderi for at finde tilbage til Greenfield. Men undervejs tænkte jeg, at det ville være perfekt hvis vi kunne have lavet en todages tur, så vi blot kunne søge ned til en kro for drinks, aftensmad og efterfølgende natlogi, og næste dag blot vandre videre. Nok en tanke, der var værd at arbejde videre på!


Chew Reservoir.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.