Det var efterhånden otte år siden, at jeg var på Aberjaro-ekspeditionen med drengene, hvor vi foretog den første overskridning af Aberjaro-massivet i Kenya, som optakt til den efterfølgende bestigning af Kilimanjaro og den afsluttende safari i Ngorongoro. Som forberedelse til denne tur havde vi en række weekendture for at få holdet til at smelte sammen, og en af disse var en vandretur på Nord till Sydleden i grænseområdet mellem Skåne og Halland. Det blev en rigtig god tur, og efterfølgende besluttede vi, at vi gerne ville vandre videre på den tur. Det blev derfor en tradition, at vi hvert år ville vandre videre på rute, til at begynde med vestpå fra Lärkesholm til Koarp, og det følgende år østpå fra Lärkesholm til Vittsjö. Vi fortsatte herefter videre østpå, indtil vi i 2009 nåede rutens østlige ende i Sölvesborg. I mellemtiden havde vi dog besluttet, at når vi nåede så langt ville vi vende tilbage til Koarp og fortsætte videre mod den vestlige ende. Den tur skulle så have fundet sted i 2010, men der kom for mange aftaler på tværs, så det var først her i denne weekend at vi kunne fortsætte vestpå fra Koarp. Vi havde dog haft noget frafald i mellemtiden, så vi var kun tre tilbage nu, og der var Klaris, Kedde og undertegnede.
Heldigvis var vejret med os, og især om lørdagen kunne vi nyde solskin på det meste af strækningen. Vi havde denne gang kunnet køre helt frem til en meter fra vindskyddet i Koarp, men til gengæld måtte vi dele pladsen med to andre danskere. Heldigvis var der dog to vindskydd, så der var et til hver af vi to grupper. Lørdag formiddag startede vi så ud på turen. Jeg havde ganske vist vandret her fem år tidligere, men fra 2005 til 2007 var stien spærret af efter det kraftige stormfald ved stormen 8. januar 2005, så dengang havde jeg valgt veje udenom. Men siden var stien genåbnet, og det var den vi skulle ud på nu. Stien var såmænd tydelig nok at se, men der var også etaper man havde gået lidt let hen over, for især lørdagens etape var både svappet, sumpet og glat, sidstnævnte nok især på grund af rimfrost efter nattens lokale frostvejr. Søndagen var noget bedre, da vi fandt alternative veje udenom de mest sumpede steder, og ud på eftermiddagen vandrede vi ud af Hallandsåsen og begyndte den lange nedstigning mod Båstad. Vi havde denne gang kun en bil med, så da vi nåede frem til Båstad ringede vi efter en taxa, der kunne bringe os tilbage til Keddes bil i Koarp. Alt i alt havde det dog været en god tur, og jeg ser allerede så småt frem til næste års etape, der skal bringe os ud langs Bjärehalvøns nordkyst og Hovs Haller mod Torekov.

På vej mod Dövabäck.