Som jeg for et par måneder siden nævnte her på min blog har vi jo haft valg til Folketinget, og selv om jeg ikke selv havde mulighed for at deltage i valget har jeg naturligvis mulighed for, her at komme med mine efterfølgende kommentarer og bemærkninger. Som alle ved blev VKO-regeringen smidt ud af Folketinget da resultatet af valget stod klart, og en ny regering bestående af Socialdemokratiet, Radikale og Socialistisk Folkeparti overtog styretøjet. Der har dog været røster fremme over, at den nye regering er helt uprøvet og har mange ukendte folk, men det er måske ikke så underligt, når nu Venstre og medløbere i henved elleve år har monopoliseret regeringsmagten til egen fordel. Men det er dog ikke helt ukendte folk, som den nye statsminister Helle Thorning Schmidt har taget med i sin regering, og jeg vil her rette spotlightet mod den nye kulturminister Uffe Elbæk og Ligestillings- og Kirkeminister Manu Sareen, begge fra det Radikale Venstre.
Uffe Elbæk er nok den af de to, som jeg kender bedst, da han i 2009 virkede som direktør for World Outgames i København. Naturligvis var det jo ikke nødvendigt for ham at være homoseksuel for at kunne udvirke denne opgave, men da jeg så ham i hovedkvarteret kunne jeg se, hvordan han gik til opgaven med fynd og klem, og ved præsentationerne på rådhuset kunne jeg se, at han også følte sig hjemme på de bonede gulve. Hertil kommer også, at han stiller mere velforberedt på opgaven end de fleste af de andre nye ministre, for allerede under valgkampen fremlagde han et program for kulturpolitikken, som godt nok fik visse kulturpinger til at få kaffen galt i halsen. Men egentlig er det ikke Uffe Elbæks ønske at radikalisere kulturpolitikken, som når han foreslår at nedlægge et symfoniorkester, men mere som ansvarlig politiker at sikre sig, at vi får valuta for pengene, og måske endnu mere sikre, at den kultur, der er blevet ugleset i VKO-regeringens mange år, også kan få noget at leve af.
Manu Sareen har jeg ikke noget direkte indtryk af, men han var en af de få politikere, som jeg syntes sagde mig noget under sommerens lange valgkamp, og næsten kunne få mig til at stemme radikalt, hvis jeg havde haft muligheden for at stemme. Det var jo helt entydigt, at Dansk Folkeparti havde listet sin menneskefjendskhed over på VK-regeringen, og Manu Sareen var en af de politikere, som jeg mente i stand til at virke som bolværk mod Dansk Folkepartis medløbere. At Manu Sareen så ikke alene blev valgt ind, men også kunne indtræde i regeringen som ligestillingsminister har givet ham mulighed for at få magt som han har agt. En af de opgaver han har vægtet højt er at indføre en mulighed for homoseksuelle til at blive viet i kirken, og selv om jeg personligt ikke har noget ønske om at blive viet i kirken anset jeg det for ganske sympatisk, at han arbejder på det felt, når så mange har et ønske om, at der også på dette felt kan indføres ligeberettigelse.