Navigation:    
Start  >  Blog 
> 7. december 2011
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Busomlægning på andet år Onsdag, 07.12.11

Det er nu over et år siden, at jeg skulle hjem fra en hyggelig aften hos min bjergkammerat Per. Jeg var på vej hjem med Ringbanen i et vederstyggeligt vejr med kuling og slagregn, så for at slippe for at skulle gå hjem de 13 minutter fra Ryparken hoppede jeg af på Nørrebro station, hvorfra jeg kunne tage bus linie 4A lige hjem. Det skulle jeg dog aldrig have gjort, for busstoppestedet var væk uden nogen som helst angivelser om, hvor man kunne finde et alternativt stoppested. Og klokken sent om aftenen, i kuling og slagregn, havde jeg ikke lige lyst til at gå på opdagelse i Nørrebros gader for at lede efter et stoppested. Det kunne jo være at linien var blevet nedlagt. Jeg fandt dog et stoppested i Hamletsgade, og lidt senere kom bussen, så jeg alligevel kunne komme hjem. Et par uger senere fandt jeg en af mine venner ud af, at der stadig var et stoppested ved Nørrebro station, blot på den modsatte side af stationen. Men halvanden måned senere gentog historien sig. Væk var både bus og stoppested, og der var ikke noget der tydede på at det oprindelige stoppested var blevet retableret. Heldigvis var der dog andre busser ved Nørrebro, så jeg tog i stedet linie 5A til Nørreport, hvorfra jeg kunne tage toget hjem. Det stod mig meget fjernt at Movia fra den ene dag til den anden nedlagde et stoppested uden at give besked herom til deres kunder; de har jo oven i købet tv-skærme i busserne, men dem bruger selskabet tilsyneladende kun til at vise reklamer på. Men jeg skulle blive klogere.
Halvanden måned senere var jeg til julefrokost i byen, og ud på natten begav jeg mig over til Rådhuspladsen for at tage natbussen hjem. Blot for at finde, at stoppestedet her også var fjernet, men til forskel fra situationen ved Nørrebro var der trods alt et opslag om, at stoppestedet var flyttet til Tivoli. Men hvad nytter det, når buschaufførerne ikke ved det? Jeg ventede i en time, i hvilken der ifølge køreplanen skulle være kommet syv natbusser på min rute. Og der kom da også adskillige natbusser forbi, men ingen der kørte den vej jeg skulle, så det endte med at jeg måtte tage en taxa hjem.
Og hvorfor fortæller jeg så om denne gamle historie? Jo, for 4A's stoppested ved Lundtoftegade er stadig ikke retableret, og min natbus har stadig ikke stoppested ved Rådhuspladsen, så jeg må trave til Christiansborg hvis jeg ønsker at tage natbussen. Linie 4A's rute blev først flyttet fra Hamletsgade til Rovsingsgade, og er netop blevet flyttet igen til Jagtvej, så det i dag er hurtigere at gå de 13 minutter til Ryparken, hvis jeg skal til Nørrebro, end at tage bussen, selv om jeg har busstoppestedet lige uden for døren. Og ingen af disse ændringer er blevet meddelt kunderne. Kan vi ikke, her i denne informatikkens tidsalder, når det halve København er gravet op, så bare gøre det en lille smule bedre?

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.