|
|
Ringeringeringeringeringeringering...
|
Tirsdag, 20.12.11
|
Det er snart længe siden at vi har nået flere end 5,3 millioner aktive mobiltelefonabonnenterer i Danmark, således at der i dag faktisk er flere abonnementer end der findes mennesker her i Danmark, børn såvel som gamle iberegnet. Selv jeg er med tiden blever overtalt til at anskaffe mig et sådant apparat. Men så er det så lige jeg spørger: Når nu i praksis alle har en mobiltelefon, hvorfor er det så så fedt at fortælle alle indenfor hørevidde at man har en mobiltelefon? Heldigvis tror jeg at vi har overstået klimakset, hvor alle følte det vigtigt at man skvadrede højt i det offentlige rum med sine private telefonsamtaler, men der er jo også andre midler. For tidligere havde man jo bare en standardiseret ringetone, der gav et klart og utvetydigt billede af, at der var nogen, der gerne ville i kontakt med telefonens ejermand eller -dame. Sådan har det været i alle de år vi har haft telefoner, lige siden tiøren faldt. Men i dag er der mange der synes det er sjovt, at man har et eller andet stykke musik som kværner løs indtil man får fundet sin mobil frem. For længe efter at de har modtaget information om at der er nogen der forsøger at komme i kontakt med dem, og formålet med ringetonen dermed er fuldbragt, så kværner den løs indtil vedkommende har gravet den frem fra gemmerne. Og måske endda vil bruge ekstra tid på at inspicere displayet nærmere inden de endelig tager samtalen og får stoppet mobilens kværnen. Hvis man alligevel ikke ønsker at tage telefonen, hvorfor har man den så overhovedet tændt?
Og tendensen breder sig med de nye smartphones. For med disse telefoner kan man se sin email på telefonen, ligesom man også kan besvare sine mails den vej, således at en email ikke længere er afhængig af en computer. Men det har sine omkostninger at bruge en smartphone til at sende en mail fra, for tilsyneladende sætter disse smartphones en ekstra linie ind, der fortæller at denne mail er blev sendt fra den og den telefon, eller fra det eller det firma. Og jeg kan for dyden ikke se, hvorfor jeg skal fortælles denne information. Som om mailen kun er til for at en person, du kender, kan sende dig en ligegyldig reklame! For mig vil en sådan anvendelse være nok til at gøre mailen mindre interessant!
|
|