|
|
En weekend i Glücksburg
|
Lørdag, 07.01.12
|
For omkring et halvt års tid siden besøgte jeg Thomas aka Aquamaniac i Göttingen, og da han her i disse måneder deltager i et projekt med vedvarende energi i Glücksburg mente han at det var meget passende at jeg tog over for at besøge ham, hvilket jeg så har gjort her i denne weekend. Glücksburg er jo gammel dansk jord, og da jeg her i går aftes kørte ind i byen med bussen fra Flensburg kunne jeg ikke undgå at bemærke, at på nær de tysksprogede skilte var det lige som at køre ind i en hvilkensomhelst jysk provinsby. Måske Glücksburg er mest berømt for sine referencer til det danske kongehus, og når man går en tur i byen følte jeg mig ofte hensat Fredensborg eller et tilsvarende royalt sted. Nu kender jeg desværre ikke lige forhistorien dertil, men der er nok en grund til, at vi i det danske kongehus har referencer til Tyskland når vi har skullet finde vore monarker. Fra gammel tid har det danske kongehus jo sin oprindelse i det Oldenburgske hus, og da den kilde tørrede ud blev der fundet en efterkommer i det Glücksburgske hus, som sidenhen har ført den danske tradition videre. Når nu jeg var i Glücksburg var det naturligt at jeg lige måtte slå et slag forbi byens slot, hvilket så heller ikke var så vanskeligt, da slottet lå lige midt i byen, og derfor ikke sådan lige var at komme udenom. Thomas har interesse i gamle transportmidler, om det så end er dampskibe, gamle landevejsbusser eller jernbaner, og angående det sidste deler jeg hans interesse. Han kunne fortælle, at der tidligere har været en omfattende jernbanedrift i det tyndt befolkede landskab, qua den tidligere Flensburger Kreisbahnen, der bestod af en dobbelt smalsporsjernbane fra Flensburg til Kappeln ved Slien og videre med andre lokalbaner mod Schleswig, Eckernförde og Kiel. Og da jeg jo er født ud af en jernbanefamilie har det jo min naturlige interesse. Mens jeg læste herom i en bog fra det lokale bibliotek erfarede jeg, at der i sin tid fandtes flere lokale eller regionale Kreisbahnen, hvilket vel nærmest kan oversættes med en amtsbane, der på et tidspunkt før udbredelsen af vejnettet sørgede for transport af personer og gods indenfor landskredsen. Jeg læste, at den længste kredsbane i Slesvig faktisk var Haderslevs kredsbane, det var jo i tiden før 1920, og jeg tænkte på, om det måske havde været en rest fra denne bane, jeg i min ungdoms tid havde kørt med når jeg kørte med 'Perle' fra Vojens til Haderslev. Det er nok noget jeg vil dykke ned i på et tidspunkt.
Glücksburg Schloss.
|
|