Navigation:    
Start  >  Blog 
> 23. februar 2012
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Besøg på den nye genbrugsplads Torsdag, 23.02.12

Her for et par uger siden var jeg i Ikea for at investere i en ny madras, hvilket også efterhånden var tiltrængt. Men en sådan investering medfører jo også et affaldsproblem af tilsvarende størrelse. Jeg havde jo ikke planer om at gøre som visse andre af beboerne her i ejendommen, som bare havde smidt deres egen madras ned i kælderen og efterladt den der, ude af øje, ude af sind. Eller andre beboere, måske tilmed de samme, som opmagasiner deres elektronikskrot ude i skralderummet i håb om, at der derved forsvinder af sig selv. For det gør det jo ikke, og de bliver jo mindet om det hver eneste gang de går ud med affald, og derved skal kante sig udenom de stigende affaldsdynger, som hober sig op. Løsningen er jo ikke så langt væk, for jeg havde læst i lokalavisen, at der for nylig var åbnet en genbrugsstation i lokalområdet - selvom etableringen af denne naturligvis medførte en del protester fra de lokale, der frygtede en stor trafik til genbrugspladsen, med deraf følgende risiko for skolebørnene på vej til og fra skolen. Nu vidste jeg jo ikke præcis hvor genbrugspladsen lå, men det havde jeg nu behov for at finde ud af, så jeg gik til skolen for lige at forvisse mig om adgangen når jeg skulle derover med madrassen. Men genbrugspladsen lå slet ikke i nærheden af skolen, for da jeg endelig fandt pladsen viste det sig, at jeg skulle rundt om to boligblokke for at finde indgangen, som tilmed lå noget over hundrede meter fra skolebygningen. Og hverken da jeg var ovre på genbrugspladsen for at finde ud af hvordan man brugte den, eller da jeg her i eftermiddags var ovre for at aflevere min madras, var der nogen form for biltrafik til eller fra pladsen. Så der er åbenbart blot tale om det sædvanlige kor af brokkehoveder, der ikke ønsker at dele deres goder med deres egne medborgere, og straks skyder skylden på hensyntagen til børnenes sikkerhed på skolevejen. Hvis disse borgere ønskede at gøre noget for deres børns sikkerhed på skolevejen skulle de jo meget hellere tænke på hvad de selv kunne gøre, nemlig at lade deres børn selv gå i skole, således at de ikke længere skal løbe spidsrod mellem fortravlede forældre, der har for travlt med at bringe deres poder i skole i bil til at tage hensyn til de mange andre børn, der også er på vej i skole. I stedet for bare at sige at det er genbrugsstationens skyld!

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.