Februar så til at begynde med ud til at blive ganske okay rent træningsmæssigt i år, for trods en efter medierne 'sibirisk kulde' holdt snevejret sig væk - i hvert fald til at begynde med. Der kom ganske vist lidt sne i de følgende dage, men det var ikke rigtigt nok til at volde de store problemer med løbetræningen, men frostvejr på ned til 16 minusgrader, sammenholdt med et efter årstiden flot solrigt vejr gjorde, at sneen ikke smeltede, men i stedet hurtigt blev trådt ud til et mere eller mindre sammenhængende isdække i stedet for at sublimere. Alligevel gav blot den første uge 30 kms løb, hvilket jeg så som et godt tegn. Det holdt blot ikke så længe, for få dage senere blev jeg låst i chastity, og det kom lidt som en overraskelse for mig at det gjorde det noget mere vanskeligt at løbe, og i forlængelse heraf fik jeg så som planlagt besøg af Jim fra Wien. Hvilket dog ikke direkte forhindrede mig i at løbe, men jeg syntes jeg havde andre ting at beskæftige mig med når endelig jeg fik en fridag, så løbskurven faldt som en sten. Jeg kunne dog ikke tænke på andet end, at jeg hen mod slutningen af marts burde være i stand til at opfylde mine gamle planer om, hver uge blandt andet at kunne løbe 50 km, hvilket jeg i forvejen ikke havde gjort i årevis, og opildnet af den forløbne halve snes dages inaktivitet besluttede jeg mig for at se, om ikke jeg kunne tage i hvert fald én uge, der kunne bringe mig op på 50 km. Hvilket det så også lykkedes mig i den sidste kalenderuge i februar, hvor jeg kom op på 52,35 km, hvilket jeg måtte sige var ganske tilfredsstillende. Men kunne jeg gøre det mange uger i træk? Jeg tror det næppe! For allerede to dage inde i den følgende uge, hvor jeg var ude for at afprøve endnu en forlængelse af min klassiske rute i Dyrehaven var det til et noget ynkværdigt og slæbende løb. Så jeg er nok ikke endnu klar til at løbe halvtreds kilometer om ugen. Februar måned gav mig således et samlet udbytte på 116 km, hvilket i og for sig dog ikke var så ringe endda.

På vej gennem Dyrehaven mod Raadvad.