Henved en gang om måneden tager jeg over til min gode rejsekammerat Erik i Hvalsø, og efter en kop kaffe fortsætter vi op i Odsherred til hans sommerhus i Ellingelyng, hvor vi efterhånden har tilbragt mange hyggelige stunder sammen. Men jeg har med tiden lært, at for at kunne nyde noget, hvilket i vort tilfælde gælder en god middag med vin til, med efterfølgende kaffe og cognac, skal man først gøre sig fortjent til det. Og det indbefatter som regel en eller anden form for fysisk arbejde med det på grunden værende træ, enten i form af fældning af træer eller kløvning af brænde. Således også denne gang, hvor vi dog denne gang havde en opgave på nabogrunden. Genboen overfor, en ældre dame, havde to cirka tres år gamle træer, der havde vokset sig store, og som derved tog for meget lys, og derfor måtte fældes. Onsdag formiddag tog jeg så over til Erik, og vi var på grunden ved middagstid til en let frokost.
Erik er jo rigtig habil med en motorsav, så vi fordelte opgaverne på sædvanlig vis, således at Erik foretog selve fældningen mens jeg styrede trækspillet og afspærrede vejen efter behov. Og i anden runde skar Erik grenene af og stammerne op i passende stykker, mens jeg kunne bruge min krop ved at stable tømmerstykkerne op i haven og samle grenene i bunke til genbrug. Det første træ skulle lægges ned i haven uden at forvolde for megen skade på et forholdsvis ungt bøgetræ til venstre, og uden at ramme udestuen til højre. Vi plejer jo ofte at joke med at Erik før fældningen burde sætte et kryds, der kan vise hvor han agter at lægge træet ned, og det burde han have gjort denne gang. For træet lagde sig lige så smukt ned langs stien, og hvis man overhovedet kan tale om en skade var det den bunke rhododendronblade, der efterfølgende langsomt faldt mod jorden.
Vi fordelte opgaven over to dage, og i går gjorde vi klar til at lægge det andet træ ned. Det var en smule mere besværligt, da det voksede op langs en tilbygning til højre, men helst ikke skulle for langt mod venstre, da det skulle lægges ned over vejen uden at komme for tæt må naboens hegn. Jeg stillede mig i position nær vejkrydset, så jeg kunne holde øje med alle tre veje, og Erik gik så i gang med saven. Med nysleben klinge gik det som i smør, og da træet begyndte at falde sprang jeg et par meter baglæns for ikke at få træet i hovedet. Og igen ramte træet præcis som det skulle. Stammen faldt blot få centimenter forbi tilbygningen, således at der heller ikke var skade på naboens hegn, og det ville have lagt sig præcist ovenpå vejskiltet, hvis ikke vi havde gravet det op forinden. Og herefter var det bare at smide trøjen og gå i gang med at slæbe grene og tømmerstokke efterhånden som Erik fik savet dem fri.

Efter endt arbejde med de to træer.