Der er adskillige afrikanske lande, hvor man gennem lang tid har set skævt til homoseksuelle. Ikke så meget fordi der har været gamle traditioner for at homoseksualitet var fy-fy, men mere af religiøse eller undertrykkende årsager. Religiøst fordi kirken i de vestlige lande under kolonitiden havde stor magt, og gerne udmøntede den i et forbud mod visse kødelige lyster, der ikke var populære i de hellige skrifter, og i nyere tid fordi bedrevidende islamiske skriftkloge ser en fordel i at fortsætte undertrykkelsen, nu under henvisning til skriftsteder i Koranen, og gerne opstiller regler for levevis, som ikke bunder i en nutidig praksis. Og det er klart, at man fra den vestlige verden her i det tredje årtusind, hvor menneskerettigheder og frihedsrettigheder er blevet normale, også gerne vil sikre at disse rettigheder bliver udbredt til hele kloden. Også i Afrika!
Uganda er et af de lande, som i forvejen har gjort livet svært for dem, der godt kan lide personer af det samme køn, og hvor man i årevis har lænet sig op af en fængselsdom på op til 14 år hvis man var homoseksuel. For nogen tid siden var der dog planer om at man ville stramme denne lov yderligere, og gøre det muligt at straffe homoseksuelle med dødsstraf, men takket være store protester fra verdenssamfundet blev disse stramninger lagt i skuffen igen. Men at de blev lagt i skuffen betød ikke at de blev glemt, og for en måned siden blev loven endelig fremlagt i det ugandiske parlament, til stor furore for menneskerettighedsforkæmpere verden over, og herhjemme blev det også diskuteret om Danmark, som er en af de største bidragsydere til Uganda, overhovedet skulle fortsætte med at yde støtte til et land, som i den grad lader hånt om almene menneskerettigheder. Der var mange som havde det synspunkt, hvilket man med stor ret kunne have forståelse for, men heldigvis blev debatten drejet over på, at Danmark jo ikke yder støtte til Uganda som sådan, men til bestemte organisationer, der også forfægter rettighederne for disse minoriteter. Og hvis sagen kan give større fokus på, hvem der rent faktisk får disse midler er det jo kun godt. For disse organisationer har det jo ikke nemt i forvejen, og de får det bestemt ikke lettere hvis loven bliver vedtaget og deres tilskud bliver inddraget.
Og heller ikke i denne omgang bliver loven til noget, for ganske vist er loven blevet fremsat i parlamentet, men den er ikke blevet vedtaget inden fristen for vedtagelse udløb. Måske det skyldtes at Amnesty International havde bedt den danske regering om at tage forslaget op til diskussion ved det kommende møde i Forsamlingen af Internationale Parlamenter på lørdag.