Navigation:    
Start  >  Blog 
> 12. april 2012
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Bondefanget af Badoo Torsdag, 12.04.12

For de fleste er Baloo jo en hyggelig bamse, som de fleste kender fra Disneys tegnefilm om Junglebogen. Men her for en uges tid siden fandt jeg ud af at der også var en hjemmeside ved navnet www.badoo.com, som jeg i første omgang havde læst som Baloo, en hjemmeside som så mange andre sites, som gerne ville tilbyde deres kontaktmuligheder. Jeg kendte som sagt ikke siden, men ganske uventet fik jeg pludselig en besked om, at en franskmand ved navn Serge havde en meddelelse til mig. Navnet Serge sagde mig ikke umiddelbart noget, men jeg havde da for et par måneder siden skrevet med en franskmand via en anden kilde end de sædvanlige, der førte os sammen på min hotmail. Det var en okay snak, men det var som sagt et par måneder siden at vi havde chattet, og hvorfor mon han skulle have sendt mig en besked via et ukendt medie. Jeg klikkede mig ind for at læse den besked, men i stedet for at se hans besked spurgte Badoo mig blot om enkelte data om alder og lokalitet. Det var noget mærkeligt noget, for hvor skulle denne Serge bede en hjemmeside om at skaffe disse data om mig? Der var uden tvivl noget fusk her, så jeg lukkede siden ned. Hvis denne Serge ønskede disse data fra mig kunne han jo bare skrive til mig og pænt om det, i stedet for at give opgaven til en mig ukendt hjemmeside.
Men Badoo ville ikke slippe mig, og her forleden fik jeg igen en mail fra Badoo med en reminder om, at jeg stadig ikke havde læst Serges besked. Jeg tænkte lidt over situationen, for i det mindste havde Badoo ikke bedt om, hvad jeg ville kalde personfølsomme oplysninger - og jeg skulle jo bare læse den forbandede meddelelse. Så jeg udfyldte de få spørgsmål med falske data, for det sidste jeg ønskede var at blive belemret med endnu en site som netlog.com, hvor jeg regelmæssigt får henvendelser fra piger i Afrika, som har set min profil og gerne vil lære mig at kende. Selv om min profil her jo netop fortæller at jeg ikke er interesseret i piger - så alle disse henvendelser må være lige så falske som denne Badoo, og bliver slettet lige så hurtigt som jeg får dem.
Nå, men jeg fik da givet de oplysninger som Badoo havde bedt om, så kunne jeg måske få lov til at se Serges meddelelse? Det kunne jeg så ikke, i stedet fik jeg en meddelelse med tak for at jeg havde registreret mig hos Badoo og besked om at jeg skulle færdigudfylde min profil! Svindel og humbug! Det gad jeg ikke, så jeg ville melde mig ud med det samme. Det fik jeg tilsyneladende også lov til, efter at have bekræftet mit ønske en 4-5 gange. Men for at kunne melde mig ud krævede det at jeg loggede ind med den kode, jeg åbenbart havde fået da jeg havde registreret mig. Og den kode kendte jeg jo ikke, da jeg ikke vidste jeg havde registreret mig. Så nu er jeg åbenbart tvangsindskrevet til at modtage endnu flere falske kærlighedserklæringer eller reklamer om tåbelige produkter. Og ved stadig ikke hvem denne Serge er, eller hvad han vil mig. Det er nok bare fup og svindel altsammen!

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.