Navigation:    
Start  >  Blog 
> 15. april 2012
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Strandvandring mod Sandhammaren Søndag, 15.04.12

Det var efterhånden nogen tid siden at jeg havde været på travetur med Piv. Dels fordi han klart foretrækker at vi vandrer på Skåneleden, og da vandring her på grund af dagpengereglerne jo kun kan lade sig gøre i weekenden, og jeg derfor gerne vil bruge mine få ledige weekender på noget mere givtigt end bare at vandre en tur på Skåneleden. Og dels fordi jeg i øvrigt også havde andre ting at tage mig til. Denne weekend havde jeg ellers haft i tankerne at jeg skulle have været til Wien for at løbe halvmarathon der, men jeg følte mig ikke lige klar til at løbe halvmarathon igen blot tre uger efter Griseløbet, og så mente jeg ikke det ville være omkostningerne værd at tage til Wien. Og så kunne jeg jo sagtens tage en tur med Allan til Simrishamn.
Vi havde tilbage i år 2000 vandret ad Ås til Åsleden ud til Østersøen og havde afsluttet den tur i Simrishamn, men i går var vi vendt tilbage til det sted og var fortsat sydpå ad Österlenleden. Denne vandretur ville være noget anderledes end de andre etaper på Skåneleden, dels fordi vandringen forløb tæt langs med kysten og der derfor kun var sporadiske markeringer, og dels fordi der ikke var oprettet nogle vindskydd eller andre overnatningspladser med tag over hovedet langs med ruten. I stedet havde jeg i mange år måttet vente på at vejret var fint nok til at man blot kunne klare sig med en bivuak. Allerhelst havde jeg gerne set at det også var højsommer, så jeg derved havde mulighed for at take en dukkert nu hele vandringen foregik ad Østersøens sandstrande. Men det havde jeg afventet nu i over 11 år, og jeg ville efterhånden gerne se hvad strandskoven ved Sandhammaren havde at byde på, så nu mente jeg at det var tid. Den første dag bød på sol fra en skyfri himmel, omend der af og til kom havgus ind fra havet, og den første aften fandt vi en god lejrplads inde i skoven bag Norrekås. Morgenen bragte mere vejr af samme slags, og det meste af dagen i dag vandrede vi ude på sandstranden, hvilket gjorde vandringen en smule tungere, og til tider også var en noget speciel oplevelse, da stranden nær Mälarhusen var nærmest mennesketom og med de drivende tågebanker var det er nærmest ujordisk landskab. Til sidst nåede vi frem til Skånes sydøstligste hjørne, markeret med fyret ved Sandhammeren. Her gik vi ind i strandskoven, hvor vi fandt endnu en god lejrplads - Allan slog sit telt op, mens jeg syntes det var fedt at ligge ude og bivuakere og kigge op i stjernehimlen. I morgen tidlig fortsætter vi ud til Löderup Strandbad, hvorfra det er tid at borde bussen hjem til dagligdagen igen.


Ad den kilometerlange sandstrand på vej mod Sandhammaren.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.