Hver andet år bliver jeg inviteret til veteranfest på Valby Skole, min gamle folkeskole. Til trods for at skolen nu er flyttet fra den gamle røde skole på Rughavevej til en ny moderne bygning på grunden for det tidligere bomuldsspinderi, og hvor der i dag også ligger det nye butikscenter Spinderiet. Tidligere har det altid været en overvejelse værd, hvorvidt jeg overhovedet skulle deltage i sådanne arrangementer, fordi jeg ikke altid har syntes det har været det værd at bruge en fredag aften på at rippe op i gamle bekendtskaber, da jeg ikke altid har syntes at det var det værd. Men på den anden side ved man jo aldrig hvad man kan få ud af det, og nogle gange kan man tænke, at fremtidsmulighederne jo sjældent kastes i hånden på en når man ligger derhjemme og slanger sig på sofaen, eller sidder og taster løs på computeren. Og en fredag hver andet år burde man jo nok kunne magte at deltage i.
Så jeg var med da skolen kaldte til veteranfest forrige fredag. Det var jo egentlig ikke så mange jeg kendte fra min klasse, og når man ved hvordan mit liv har udviklet sig er det nok ikke så underligt at det kun var fyrene jeg kunne nikke genkendende til. Uvist af hvilken årsag var det snarere dem, der nikkede genkendende til mig! Og mon ikke jeg allerede dengang har givet dem et uudsletteligt indtryk! Jeg bemærkede dog straks Kim Hedegaard, og snart efter Svend Funke og Michael Kop, men resten kneb det noget med. Hvilket nok også skyldtes at vi ved vore to borde ikke bare var sammen med de andre fra parallelklassen, men også sammen med otte andre årgange. Og når jeg tænker på, at vi som fyre var i mindretal i vores klasse har vi nok været rimeligt godt repræsenterede her. Herudover var der også adskillige piger fra vores klasse med, men som jeg kunne se har jeg aldrig knyttet kontakter til dem på samme måde som jeg har gjort det med fyrene. Og som sådan syntes jeg nu det var meget godt!