Det var ikke med min gode vilje, at jeg fik Microsoft's dengang nye styresystem Vista på min computer, for i den biks jeg købte min maskine fik jeg at vide at netop min maskine var den sidste de havde med XP. Og det troede jeg også på indtil jeg endelig havde fået slæbt udyret hjem i lejligheden og fået tændt op for bæstet - hvorefter Vista's velkomstskærm tonede frem! Nå, men jeg gad ikke besværet med at få bæstet slæbt tilbage til forretningen, reklameret maskinen og slæbt en ny en hjem, for al sandsynlighed talte for, at de her slet ikke havde nogle XP-maskiner på lager. Og da jeg i forvejen synes at computere er håbløst uinteressante og som ethvert andet værktøj bare skal fungere, og jeg hellere ville i gang med mit computerarbejde end at bruge timer på at slæbe maskiner frem og tilbage med toget tænkte jeg: Lad falde, hvad ej kan stå, bed i det sure æble og begyndte at hælde data ind i computeren.
Men sådan en maskine er jo slet ikke færdigkonstrueret når man køber den, for alle der køber computere med styresystem fra Microsoft er jo betatestere, hvilket betyder at der følger en hulens masse opdateringer med, som man skal foretage for at bæstet fungerer efter hensigten. Længe havde jeg ventet med at opgradere med ServicePack 1, da man jo aldrig kunne vide hvad bæstet så fandt på, men efter nogen tid fik jeg så pakken installeret. Selv om noget af arbejdshukommelsen var gået fløjten til forskel fra den gamle XP, hvilket betød at jeg skulle bruge 2-3 gange flere tastetryk eller musearbejde, da mange af tastaturgenvejene ikke længere virkede. Og de mange irriterende sikkerhedsadvarsler, som manuelt skulle slås fra når jeg arbejdede lokalt, men var fuldstændig fraværende når jeg var på nettet, måtte jeg bare vænne mig til. Som om mine egne hjemmelavede hjemmesider var mere farlige for min egen computer end allehånde potentielt virusbefængte sider ude på nettet!
Men aldrig så snart havde jeg installeret ServicePack 1 før nummer 2 bankede på. Også her ventede jeg en rum tid med at foretage noget, så længe bæstet stadig virkede. Men efterhånden fik jeg for mange problemer med en af de helt centrale programdele, nemlig Stifinderen, da programmet efterhånden næsten hver dag, og sommetider flere gange om dagen, lavede en illegal operation og lukkede ned, fuldstændig uden hensyn til hvad jeg ellers sad og arbejdede med. Så her for en halv snes dage siden bed jeg igen i det sure æble og installerede ServicePack 2. Hvilket efterfølgende har betydet at Stifinderen ikke længere lukker ned med uregelmæssige mellemrum, men kun gør det når jeg skal uploade filer til nettet, men til gengæld gør det hver eneste gang. Så i praksis har jeg ikke længere adgang til hverken ViaAlpina eller mine øvrige hjemmesider fra min egen computer. Jeg har efterhånden en del filer liggende klar til opdatering, men så længe jeg ikke kan gøre det hjemmefra er jeg nødt til at finde andre metoder. Hvilket jeg så også gør her en af de kommende dage, hvor jeg tager til USA. Her tager jeg alle filerne med på en USB og ser om ikke jeg kan uploade filerne fra computeren på hotellet i Newark. Hvilket i givet fald vil være første gang jeg opdaterer ViaAlpina fra USA! Men internettet er jo netop internationalt, så det burde kunne lade sig gøre. Vi får se en af de nærmeste dage!