|
|
Tacoma Narrows Bridge med egne øjne
|
Mandag, 21.05.12
|
USA har jo længe været kendt for sine store og til dels magnifikke bygværker, specielt når man tænker på skyskrabere. Men nogle gange er det dog gået mindre godt, og da jeg som lille for første gang så videoen om Tacoma Narrows Bridge's undergang var det et syn som gjorde et uudsletteligt indtryk på mig. At en tilsyneladende så solid hængebro kunne bryde sammen, bare på grund af lidt vind! Og at jeg selv skulle køre i bil over efterfølgende her mange år senere var ikke noget jeg havde forestillet mig!
Jeg var jo taget videre fra Newark til Seattle, hvor jeg skulle møde reyahnke, som jeg havde haft nogle gode stunder sammen med da jeg var i Texas i 2011. Han var i mellemtiden flyttet til Seattle, hvor han efter sigende skulle have parkeret sit motor home lige i nærheden af Seattles Sea-Tac lufthavn. Jeg havde halvvejs regnet med at vi blot kunne gå fra lufthavnen, men han var nu alligevel kommet med bil for at hente mig. Hvilket var en god idé, for lige ved lufthavnen boede han nu ikke. Han havde fundet et bedre og mere roligt sted at bo i Gig Harbor, som lå på den anden side af Puget Sound. Puget Sound - det var et navn jeg havde hørt om i kontakt med en anden fyr, som måske boede her i disse egne. Og efter at have kørt nogen tid skulle vi rent faktisk krydse over dette sund! Den berømte bro, som siden opførelsen lokalt var kendt under navnet 'Galloping Gertie', og som i dag lå på bunden af Puget Sound, havde for længst fået ikke blot en afløser, efter at den gamle bro var kollapset i november 1940 efter kun at have stået i fire måneder. Men langt senere havde den anden bro vist sig for lille til det stigende trafikale behov, hvorfor der siden 2007 står to hængebroer lige ved siden af hinanden. Og der er ikke nogle af dem, der er kollapset endnu. Egentlig burde der være et lille lokalt museum, der kunne fortælle historien om Puget Sound og behovet for at krydse sundet ved Tacoma Narrows. Men måske jeg finder ud af om der findes et sådant når først jeg har været nogle dage i Gig Harbor.
Kollaps af Tacoma Narrows Bridge i 1940. Foto: Wikipedia.
|
|