|
|
Løbetræningen er gået helt i stå
|
Torsdag, 31.05.12
|
Jeg havde ellers set frem til maj, hvor der med en vis statistisk sandsynlighed burde komme i hvert fald nogle dage med sommeragtigt vejr, der kunne hive mig ud af den gråvejrspsykose, ligesom vi havde haft det nogle dage i slutningen af marts. Men sådan skulle det ikke være, for det kølige forår med regnbyger fortsatte, som det har gjort det lige siden senvinteren. Jeg havde ellers troet at det ville være varmt når jeg kom hjem fra USA, og havde derfor slukket for varmen, som jeg plejer at gøre i april-maj. Men lang næse, og jeg blev nødt til at tænde for varmen igen da jeg kom hjem. Og radiatorerne fyrer stadig, så det bliver første gang nogensinde, at jeg har fyret i juni! Men det meget lidt sommeragtige vejr har ikke været den eneste grund til at jeg ikke har fået løbet i den sidste halvdel af måneden. På min tur til USA har jeg heller ikke fået løbet så meget som en meter, til trods for at jeg havde mine nye løbesko med, og rent faktisk havde adgang til et fitnessrum på Penn Hotel i New York. Så sidste gang jeg har løbet var den 15. maj, og det var så tilmed på løbebånd i fitnesscentret, hvilket jo ikke kan overraske når jeg stadig er i vintermode.
Derimod er det ganske overraskende, at jeg har fået løbet 51 km i maj, hvilket faktisk er mere end i maj måned sidste år. Omend det vel egentlig siger mere om mine løbeaktiviteter i maj sidste år end i år! Og ikke nok med det, så er det faktisk niende måned i træk, hvor jeg ifølge min løbedagbog skulle have løbet mere end i samme måned sidste år. Hvilket jeg kan have svært ved at forstå, for sådan føler jeg det slet ikke. Og det tilmed til trods for, at jeg jo er tilmeldt Sydney Marathon, og derfor burde være ude og træne i hvert fald hveranden dag, og gerne skulle være oppe på at have en ugentlig langtur på minimum 20 km på dette tidspunkt. Men på den anden side burde det jo være inspirerende at jeg kan se tilbage på ni måneder i streg, hvor jeg løb mere end i samme måned året før. Og havde tilmed løbet et okay halvmarathon i Bertlich i september sidste år. Så hvis jeg kan fortsætte tre måneder endnu med at løbe mere end i samme måned året før burde jeg da kunne fastholde mig på et niveau, der i hvert fald ikke er ringere end et år forinden.
På vej gennem Tisvilde Hegn til Melby Overdrev.
|
|