Jeg har her på sitet tidligere brokket mig over den manglende oprydning i skovbunden, der har været i Geelskov siden skovarbejderne her i slutningen af 2010 fældede et større skovområde, hvilket medførte at min foretrukne løberute der forsvandt under meterhøje stabler af træstammer, og jeg til sidst måtte opgave at løbe der, og i stedet fortrække til Dyrehaven. Selvfølgelig skal der jo skoves ind imellem, men derfor behøver man da ikke lade skovbunden ligge øde hen i de efterfølgende år. Man skulle næsten tro der var et formål med det - og måske der er? Jeg har nemlig lige hørt et interview i radioen, hvor man forherligede de mountainbikeruter, der i disse år er ved at blive etablere i de danske skove. Hvilket vel egentlig er meget godt, men det gælder vel for mountainbikere som det gælder for alle cyklister, og for så vidt alle andre former for trafikanter, at man altid bør overholde færdselslovens § 1. Nemlig at man altid skal køre eller bevæge sig efter forholdene. Og lige så lidt som det er hensigtsmæssigt at køre måske 80 km/h i bil gennem et uoverskueligt vejsving, så er det heller ikke hensigtsmæssigt at cykle for fuld hammer gennem tæt skov uden at tage hensyn til andre trafikanter, herunder fodgængere og løbere. Vi skal jo alle tage hensyn til hinanden, men netop det at tage hensyn til hinanden betyder jo at det skal være gensidigt, men jeg skal dog ikke vige tilbage fra at give en mountainbiker en skulder hvis han farer gennem skoven og pludselig dukker op på blot et par meters afstand, uden mulighed for at bremse op eller bare styre fri af forhindringen. Jeg har altid fundet det en god idé at være i stand til at bremse inden for den afstand man kan overskue, for hvis man ikke kan det kører man simpelt hen for hurtigt. Men netop derfor synes jeg det er godt, at kommunerne nu i stigende omfang etablerer deciderede mountainbike-ruter, hvor det som løber ikke er forbudt at bevæge sig, men hvor man tydeligt ved, at her bevæger man sig på cyklisternes præmisser, og derfor naturligvis også er mere agtpågivende. Det er nemlig ikke her, man skal nyde skovens dybe, stille ro, tværtimod skal man være klar på at springe i de nærmeste bregner. På den måde er det fint, at vi alle kan være der, hver på vore egne præmisser.