Navigation:    
Start  >  Blog 
> 1. juli 2012
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Adventuresport er kommet for at blive Søndag, 01.07.12

For ti år siden skrev jeg her i min klumme om de omsiggribende former for adventuresport, eller multisport, som det måske rettere burde kaldes. Sådan skrev jeg i hvert fald for ti år siden, men siden tyder udviklingen på, at navnet "adventuresport" har bidt sig fast, måske fordi navnet multisport ikke lyder sejt nok. Grunden til, at jeg for ti år siden satte fokus på multisport var Søren Brahe Pedersen, der som den første dansker deltog i og gennemførte det prestigefyldte EcoChallenge løb i Marokko. Hvilket jo var en fin præstation, men jeg sluttede også med en let løftet pegefinger:
"Jeg er blot bange for, at naturen derved bliver reduceret til en kulisse, en forhindring der skal besejres, og på mig giver denne multisport mig mere indtryk af splittelse, at det er en selv det gælder, mere end at man søger at opnå en samhørighed med naturen, som nu blot er en manege for ens egne drømme."
Og denne forestilling ser ud til stadig at holde stik, for mængden af tilbud til eventyrlystne, som godt kan kaldes adventuresport, eller i hvert fald smykker sig med denne betegnelse, er i fortsat stigning. I gamle dage (i det 20. århundrede) var det fint nok at stille op til et marathon, men i dag er det ikke længere nok. Mere vil have mere, og i dag drejer det sig om at deltage i en Ironman, eller i det mindste deltage i en triathlon. Den kommende motionssvømning rundt om Slotsholmen, også kendt som Christiansborg Rundt, fandt første gang sted i 2006, og alt tyder på, at arrangementet er kommet for at blive. Turen rundt om Christiansborg er 2 km lang, og i år finder løbet sted den 25. august. Et sådant løb giver selvfølgelig god motion, og er en god måde til at få folk ud i naturen på, men jeg tror nok at de fleste deltager for at prøve en udfordring på deres egen krop, og ikke fordi det synes det er specielt spændende at svømme gennem kanalerne rundt om Slotsholmen. Derimod er det langt mere spændende at kunne fortælle sine Facebook-venner at man netop har svømmet rundt om Christiansborg. Som om det skulle være vigtigere at kunne vigte sig over for sine venner at man har gennemført en fysisk præstation, end at man har gjort noget godt for en selv. Og på samme måde ender Københavns kanaler med, blot at blive en manege for ens egne drømme!
Dagblog 3. juli 2002: Adventuresport i naturens manege

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.